Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 530 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

          ”Hvad vil det efter ministerens opfattelse betyde for trafiksikkerheden, at politiets ressourcer flyttes fra områder med tæt trafik til områder, hvor trafikken er tyndest?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet går ud fra, at spørgsmålet vedrører politiets automatiske trafikkontrol.

 

Automatisk trafikkontrol foretages for langt størstedelens vedkommende foretages på vejstrækninger, der er udvalgt i samarbejde mellem det lokale politi og vejbestyrelsen. Kontrollen varetages af 8 distriktskontorer landet over, som løbende reviderer de udvalgte strækninger i samarbejde med politikredsene og vejbestyrelserne.

 

Med henblik på at sikre den størst mulige effekt på færdselssikkerheden sker udvælgelsen af vejstrækninger til automatisk trafikkontrol efter følgende fem kriterier:

 

·        Ulykkesbelastede strækninger

·        Skoleveje og veje ved institutioner

·        Gennemfartsveje gennem mindre byer

·        Vejarbejde

·        Utryghed

 

Justitsministeriet finder det vigtigt, at den automatiske trafikkontrol fordeles på relevante strækninger i hele landet. Justitsministeriet har derfor bedt Rigspolitichefen om at undersøge, om det – som anført i visse medier – er korrekt, at der i visse kommuner slet ikke foretages automatisk trafikkontrol, og hvad baggrunden i givet fald er herfor.  

 

Justitsministeriet vil orientere Retsudvalget, når resultatet af undersøgelsen foreligger.