Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 510 (alm. del) af 25. august 2006 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Spørgsmål:

 

          ”Ad samrådet 11/5-06 om erhvervsmæssig handel med hunde m.v., jf. ministerens talepapir til samrådet (alm. del – bilag 602).

 

          Ministeren oplyste under samrådet bl.a., at Justitsministeriet i samarbejde med de relevante myndigheder, herunder Fødevarestyrelsen, vil tage skridt til at udarbejde en vejledning, hvori der vil blive givet en samlet oversigt over reglerne vedrørende indførsel, opdræt og salg af hunde, og at denne vejledning herefter vil blive fremsendt til landets politikredse samt til de lokale fødevareregioner.

 

          Ministeren bedes redegøre for status.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet afholdt i august 2006 et indledende møde med repræsentanter for Fødevarestyrelsen, hvor rammerne for udarbejdelsen af vejledningen til politiet og fødevareregionerne om indførsel, opdræt og salg af hunde blev drøftet nærmere, herunder en skitsering af, hvilke regler der skal behandles i vejledningen.

 

Da en væsentlig del af vejledningen forventes at skulle bestå i en uddybende beskrivelse af reglerne i den kommende bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med og opdræt af hunde samt hundepensioner og hundeinternater, vil vejledningen først kunne færdiggøres og udsendes til de relevante myndigheder, når bekendtgørelsen er udstedt. Som anført i den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 508 fra Folketingets Retsudvalg er det Justitsministeriets vurdering, at dette vil kunne ske i løbet af efteråret 2006.

 

Â