Besvarelse af spørgsmål nr. 486 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Ministerens kommentar udbedes til artikel i JP København 16/8-06: Betjente skal blive i København.

 

Hvordan påvirker situationen nærpolitiet i København?

 

Hvordan har bemandingen af nærpolitiet udviklet sig det seneste år?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitichefen, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”I forbindelse med udmøntningen af politiets flerårsaftale for 2004-2006 blev der foretaget en fordeling af den politistyrke, der forventedes at være til rådighed i flerårsaftaleperioden mellem landets 54 politikredse og Rigspolitiet. Målsætningen for styrketallet i Københavns Politi er i den forbindelse fastsat til 2.062, hvoraf kredsen dog løbende må påregne at afgive op til 37 årsværk til internationale opgaver og assistancer til andre politikredse mv. Kredsens såkaldte ”planlægningsnormativ” udgør således 2.025.

 

Styrketallet i de politikredse, som forestår den praktiske uddannelse af politibetjente på prøve, kan svinge fra måned til måned afhængig af til- og afgang af politiskoleelever til disse kredse. Dette forhold søges imødegået mest muligt gennem ansættelse af 3 hold politiskoleelever årligt – mod tidligere alene 1-2 årlige ansættelseshold.

 

Styrketallet i Københavns Politi har i 2005 til stadighed ligget meget tæt på det fastsatte planlægningsnormativ på 2.025. Særligt som følge af til- og afgang af politiskoleelever svinger styrketallet imidlertid lidt fra måned til måned, således har det i 6 måneder ligget lidt over måltallet (op til ca. 35 årsværk over) og i 6 måneder lidt under måltallet (op til ca. 30 årsværk under). I 1. halvår 2006 har måltallet til stadighed været mere end opfyldt (op til ca. 115 årsværk over). I 2. halvår vil måltallet være opfyldt i 4 ud af 6 måneder, men i september og december måned 2006 vil styrketallet ligge under måltallet (op til ca. 40 årsværk under).

 

Udviklingen i styrketallet i Københavns Politi har således været og vil fortsat frem til udgangen af 2006 være som forudsat i forbindelse med udmøntningen af flerårsaftalen for 2004-2006. De små og kortvarige udsving i styrketallet i såvel op som nedadgående retning er ikke af en sådan karakter, at de har indflydelse på opgavevaretagelsen i Københavns Politi, herunder for opgavevaretagelsen i nærpolitiet.

 

Det bemærkes, at begrundelsen for, at Rigspolitiet har meddelt, at medarbejdere i bl.a. Københavns Politi ikke for tiden kan forvente at komme i betragtning ved besættelse af ledige stillinger i det øvrige land, netop er truffet for at opfylde det fastsatte måltal for styrken i bl.a. Københavns Politi også i 2. halvår 2006.

 

Politidirektøren i København har tilsluttet sig Rigspolitiets oplysninger.”