Besvarelse af spørgsmål nr. 468 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes kommentere følgende anbefalinger i rapporten "Var det voldtægt" fra Center for voldtægtsofre på Rigshospitalet: Anbefaling nr. 3 om flere ressourcer til behandling af voldtægtssager. Anbefaling nr. 8 om undervisning af anklagere og dommere. Anbefaling nr. 9 om etniske minoriteter. Anbefaling nr. 12 om bredere undersøgelse af praksis i tiltalespørgsmål. Anbefaling nr. 13 om løbende monitorering af eksisterende tiltag.”

 

Svar:

 

Anbefaling nr. 3 i rapporten ”Var det voldtægt?” fra Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet har følgende ordlyd:

 

”Flere ressourcer til behandling af voldtægtssager

Fokus på retfærdighed bør udmønte sig i mere end blot forhøjede strafferammer – nemlig i øgede og øremærkede ressourcer til behandlingen af voldtægtssagerne hos politi og anklagere.”

 

I Justitsministeriets besvarelse af 16. juni 2006 af spørgsmål nr. 410 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del), kommenterede ministeriet som bekendt en række af de spørgsmål, der blev rejst i rapporten ”Var det voldtægt?” fra Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet.

 

Af Rigsadvokatens udtalelse, der er gengivet i min besvarelse af spørgsmålet, fremgår bl.a. følgende:

 

”Det anbefales endvidere i rapporten, at der sker en højere grad af specialisering inden for politi og retsvæsen med hensyn til behandlingen af voldtægtssager. Det nævnes også i rapporten, at de forestående reformer af disse myndigheder er en oplagt anledning hertil.

 

Hertil bemærkes, at forarbejderne til den netop vedtagne lov om en politireform lægger op til en organisering af anklagemyndigheden, således at der i videre omfang end hidtil sker en faglig specialisering. I de videre overvejelser om dette spørgsmål vil det helt naturligt indgå, at behandlingen af voldtægtssager, der hører til blandt den alvorligere personfarlige kriminalitet, bliver organiseret på en sådan måde, at de anklagere, der beskæftiger sig med disse sager, kan opnå særlig erfaring og ekspertise.

 

Jeg kan henholde mig til Rigsadvokatens udtalelse og i øvrigt oplyse, at det vil være politidirektørerne, der i samarbejde med Rigspolitichefen i den kommende koncernledelse drøfter og koordinerer rammerne for den samlede politiindsats i hele landet.

 

I den forbindelse går jeg ud fra, at politiet og anklagemyndigheden også fremover i de nye, store politikredse vil prioritere bekæmpelsen og retsforfølgningen af alvorlige forbrydelser, herunder behandlingen af voldtægtssager, højt.

 

På den baggrund finder jeg ikke anledning til – som foreslået af Center for voldtægtsofre på Rigshospitalet – at øremærke bestemte ressourcer til behandlingen af voldtægtssager hos politiet eller anklagemyndigheden.

 

Spørgsmålet om politiets og anklagemyndighedens bevillinger – og prioriteter for politiet og anklagemyndighedens indsats – indgår som bekendt i øvrigt i forhandlingerne om en ny flerårig aftale for politiet og anklagemyndigheden.

 

Anbefaling nr. 8:

 

”Undervisning af politi anklagere og dommere

Der bør satses mere på den undervisning, som politiet modtager i forhold til seksuelle overgreb, så politiet får endnu bedre redskaber til at håndtere disse sager. Men vi efterlyser, i lighed med flere informanter fra denne undersøgelse, at også anklagere og dommere får undervisning.”

 

Af Rigsadvokatens udtalelse, der er gengivet i min besvarelse af spørgsmål nr. 410 fra Folketingets Retsudvalg, fremgår bl.a. følgende:

 

Herudover anbefales i rapporten, at der fastsættes klare og grundige retningslinier fra Rigsadvokaten om, hvordan en voldtægtsanmeldelse skal modtages, efterforskes og vurderes.

 

For så vidt angår politiets behandling af anmeldelser om voldtægt og efterforskningen af sagen, har jeg fra Politiskolen fået oplyst, at undervisning i den politimæssige håndtering af grove forbrydelser, herunder voldtægt, indgår i flere forskellige fag. Udover i faget strafferet, og herunder i strafferetten vedrørende sædelighedskriminalitet, undervises der i generelle principper for efterforskning samt i psykologi, sociologi, kultursociologi, fremmed religion og kulturer samt menneskerettigheder alt med det formål at ruste politiskoleeleverne til at håndtere bl.a. sager om voldtægt både i relation til de implicerede parter og i relation til selve efterforskningen. Undervisningen på Politiskolen omfatter endvidere en gennemgang af relevant lovgivning vedrørende offerrådgivning, beskikkelse af bistandsadvokat og erstatning, herunder ved en gennemgang af de retningslinier, som er fastsat af Rigsadvokaten på disse områder.

 

I forbindelse med undervisningen besøges Centret for voldtægtsofre på Rigshospitalet, hvor personalet (læger, sygeplejersker, konsulenter) redegør for forholdene på stedet og for relevante problemstillinger i forbindelse med kontakten med de forurettede. I Rapport fra Center for Voldtægtsofre 2002 findes en nærmere gennemgang af de emner, der bliver berørt under centrets undervisning af elever fra Politiskolen (f.eks. demonstration af sporsikring og psykiske reaktioner efter et seksuelt overgreb). Endvidere fremgår det af centrets statusrapport 2000-2004, at samarbejdet med Politiskolen, der blev indledt i 2002, i dag omfatter undervisning af alle afgangsklasser på Politiskolen samt på politiets efteruddannelse ”Videregående efterforskning”.

 

Det er endvidere oplyst, at der i forbindelse med undervisningen på Politiskolen i 2004 er etableret kontakt til et krisecenter med henblik på, at personalet over for politiskoleleverne redegør for forholdene på stedet. De første besøg fandt sted i starten af 2005.

 

Som det fremgår, er der således allerede en omfattende undervisning, der sætter polititjenestemænd i stand til at modtage anmeldelser om voldtægt og efterforske sådanne sager. Hertil kommer den specialisering, som allerede findes i dag, og som må forventes at blive yderligere udbygget som følge af politireformen også for politiets efterforskning af forskellige former for kriminalitet. Jeg finder derfor ikke grundlag for at fastsætte retningslinier om, hvordan en voldtægtsanmeldelse skal modtages og efterforskes.”

 

For så vidt angår juristerne i politiet og anklagemyndigheden kan jeg oplyse, at disse i løbet af de første tre ansættelsesår gennemgår en grunduddannelse, hvori bl.a. indgår kurser i vidneafhøring, herunder gennemførelse af særligt vanskelige afhøringer – typisk afhøring af voldtægtsofre.

 

Endvidere har juristerne i politiet og anklagemyndigheden mulighed for som et led i deres efteruddannelse at deltage i kurser i bl.a. behandling af sager om seksuelle overgreb mod børn.

 

 

Til brug for besvarelsen af den del af anbefalingen, der vedrører uddannelse af dommere, har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra Domstolsstyrelsen, der har oplyst følgende:

 

”Domstolsstyrelsen tilbyder løbende dommerne efteruddannelse i en lang række forskellige emner, herunder: vidneafhøring, vidnepsykologi, afhøring af børn udsat for seksuelt misbrug.

 

Domstolsstyrelsen vil på baggrund af anbefalingen tage spørgsmålet om en egentlig uddannelse i håndtering af sager om seksuelle overgreb på kvinder op i Danmarks Domstoles Kompetenceudvalg. Et uddannelsestiltag på området kunne eventuelt udbydes i samarbejde med anklagemyndigheden.”

 

Som det er fremgået, indgår undervisning i behandling af sager om sædelighedsforbrydelser, herunder afhøring i sådanne sager, i uddannelsen for både ansatte i politiet og anklagemyndigheden og for dommere og det vil blive overvejet, om der til dommere skal udbydes yderligere uddannelse. På den baggrund finder jeg ikke, at der er grundlag for at tage yderligere initiativer på dette område.

 

Anbefaling nr. 9 i rapporten har følgende ordlyd:

 

”Etniske minoriteter

Det skal sikres, at der altid er professionelt uddannet tolkebistand til rådighed samt oplysningsmateriale på flere sprog om rettigheder i forbindelse med seksuelle overgreb. Herudover bør der etableres et forsøg med brug af kulturelle mediatorer for at imødekomme den udfordring, som anderledes normer, værdier og udtryksformer er for systemet.”

 

For så vidt angår spørgsmålet om tolkebistand, går jeg ud fra, at politiet altid i videst muligt omfang tilkalder translatør eller tolk i forbindelse med afhøring af et voldtægtsoffer, der ikke taler eller forstår dansk.

 

Jeg kan endvidere oplyse, at politiets personale allerede i dag modtager omfattende undervisning på Politiskolen med henblik på at sikre forståelse for og samarbejde med vidner, ofre m.m. af anden etnisk herkomst end dansk.

 

Herudover kan jeg henholde mig til min besvarelse af spørgsmål nr. 410 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del), hvoraf det bl.a. fremgår, at retsstillingen for forurettede i voldtægtssager og andre grove sædelighedssager ved lov nr. 558 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven blev styrket, således at det blev sikret, at der altid beskikkes en bistandsadvokat for den forurettede.

 

Af bemærkningerne til det lovforslag, der lå til grund for lovændringen, fremgår det, at Justitsministeriet vil revidere vejledningen ”Til den, der har været udsat for voldtægt, incest (blodskam) eller andre seksuelle overgreb” med henblik på, at denne vejledning kan udleveres til forurettede i forbindelse med anmeldelsen af overgrebet.

 

Et udkast til en revideret vejledning har været sendt i høring hos relevante myndigheder og organisationer m.v., og arbejdet med udarbejdelsen af en revideret vejledning er nu afsluttet.

 

Vejledningen vil om kort tid blive trykt i et passende antal eksemplarer, og Justitsministeriet vil i den forbindelse tage initiativ til, at der samtidig udarbejdes en engelsk version af vejledningen. Justitsministeriet vil herudover overveje behovet for at udarbejde andre sprogversioner af vejledningen.

 

Anbefaling nr. 12 i rapporten har følgende ordlyd:

 

”Bredere undersøgelse af praksis i tiltalespørgsmål

For at blive klogere på, hvilke forskelle og ligheder der er mellem praksis i og karakteren af voldtægtssager og andre overgreb, anbefaler vi at lave en gennemgribende undersøgelse af de lave tiltalefrekvenser i voldtægtssager sammenlignet med andre sædelighedsforbrydelser og andre straffelovsovertrædelser generelt.”

 

Af Rigsadvokatens udtalelse, der er gengivet i min besvarelse af spørgsmål nr. 410 fra Folketingets Retsudvalg, fremgår bl.a. følgende:

 

” I rapporten [”Var det voldtægt?” fra Rigshospitalets Center for Voldtægt] anføres bl.a., at anklagemyndigheden i dag er for forsigtig med at rejse sager, der i så høj grad handler om troværdighedsvurderinger, og at flere sager burde prøves ved en domstol.

 

Hertil bemærkes, at det følger af retsplejelovens § 96, stk. 1, at det er de offentlige anklageres opgave i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i denne lov. Anklagemyndigheden skal herved påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.

 

Denne regel er udtryk for objektivitetsprincippet, der er et grundlæggende princip i strafferetsplejen, og som anses for en af de vigtigste retssikkerhedsgarantier. Princippet gælder bl.a., når anklagemyndigheden skal tage stilling til spørgsmålet om tiltale, og indebærer, at anklagemyndigheden er forpligtet til at tage enhver omstændighed, der tyder på en mistænkts uskyld, i betragtning, samt til ikke at rejse tiltale, medmindre anklagemyndigheden skønner, at tiltalerejsningen vil føre til domfældelse.

 

Det vil således ikke være i overensstemmelse med objektivitetsprincippet, hvis anklagemyndigheden rejste tiltale i sager, hvor der var en sådan tvivl om beviserne, at der ikke var en rimelig udsigt til domfældelse.

 

Tiltale i sådanne sager ville i øvrigt – udover den belastning, som det medfører for den tiltalte – indebære en belastning af den forurettede, der skulle afgive vidneforklaring i retten, og som formentlig i de fleste tilfælde ville opleve en efterfølgende frifindelse som en tilkendegivelse om, at hendes forklaring om det passerede ikke var troværdig.

 

Det er i øvrigt min opfattelse på grundlag af rigsadvokaturens behandling af sager om voldtægt, at der ikke er grundlag for en antagelse om, at anklagemyndigheden er for forsigtig med at rejse tiltale i sager om voldtægt.

 

Der henvises herved til det anførte i rapporten, side 30, hvorefter 29 sager (svarende til 23,5 pct.) af i alt 123 sager, hvor anklagemyndigheden i 2004 rejste tiltale for voldtægt, endte med frifindelse. Det fremgår også af rapporten, side 31, at frifindelsesprocenten for voldtægt er højere end for både sædelighedsforbrydelser samlet og for voldsforbrydelser samlet.”

 

Der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke umiddelbart anledning til at iværksætte yderligere undersøgelser af tiltalefrekvensen i voldtægtssager sammenlignet med andre straffelovsovertrædelser, herunder andre sædelighedsforbrydelser.

 

Anbefaling nr. 13 i rapporten har følgende ordlyd:

 

”Løbende monitorering af eksisterende tiltag

Der bør være en løbende monitorering på området for seksuelle overgreb for at sikre, at nye og eksisterende tiltag virker og rent faktisk er en del af den daglige praksis i politikredsene. Kommer flere sager for en dommer, og fører det til flere domfældelser af gerningsmænd? Endelig kunne man med fordel etablere en midlertidig indberetningsordning af alle sluttede sager med forklaring på, hvorfor der ikke kan rejses tiltale.”

 

Af Rigsadvokatens udtalelse, der blev indhentet til brug for min besvarelse af spørgsmål nr. 410 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del), fremgår bl.a. følgende:

 

”Det er endvidere min opfattelse, at en ordning om indberetning af alle sluttede sager med forklaring på, hvorfor der ikke kan rejses tiltale, næppe vil medvirke til at løse de problemer, der kan være forbundet med underretning om påtaleopgivelse i voldtægtssager.”

 

Jeg kan endvidere henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 410 fra Folketingets Retsudvalg, hvoraf det fremgår, at Justitsministeriet vil tage initiativ til drøftelser med Rigsadvokaten og Foreningen af Politimestre i Danmark med henblik på at sikre, at kvinder, hvis sager bliver sluttet, tilbydes en samtale med kontaktpersonen hos politiet eller med anklageren. Formålet med en sådan samtale bør være, at kvinden på en mere fyldestgørende måde får lejlighed til at gøre sig bekendt med politiets og anklagemyndighedens overvejelser i sagen.

 

På den baggrund finder jeg ikke, at der er grundlag for – som foreslået i anbefalingen – at tage initiativ til en indberetningsordning m.v. på området.