Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 465 af 24. juli 2006 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes oversende udvalget det komplette høringssvar fra høringsrunden vedrørende behandlingen af EU-kommissionens forslag til rammeafgørelse om en europæisk bevissikringskendelse (KOM(2003)688).”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har tidligere – i forbindelse med besvarelsen af 17. september 2004 af spørgsmål nr. 370 (Alm. del – bilag 1114) fra Folketingets Retsudvalg – sendt kopi af de høringssvar, som ministeriet har modtaget vedrørende Kommissionens forslag til Rådets rammeafgørelse om en europæisk bevissikringskendelse til fremskaffelse af genstande, dokumenter og data til brug i straffesager (KOM(2003)688).

 

Justitsministeriet skal på denne baggrund henvise til besvarelsen af det pågældende spørgsmål, der vedlægges i kopi.       

 

Som tidligere oplyst over for Retsudvalget (i forbindelse med redegørelsen for rådsmødet om retlige og indre anliggender den 1.-2. juni 2006) er der opnået politisk enighed om teksten til rammeafgørelsen om den europæiske bevissikringskendelse – og der udestår således alene at færdiggøre præambelteksten og den formular, som skal anvendes i forbindelse med fremsendelse af retshjælpsanmodninger efter rammeafgørelsen. 

 

Det skal understreges, at den tekst, der er opnået politisk enighed om, adskiller sig væsentligt fra Kommissionens oprindelige forslag til rammeafgørelse, som høringen i sin tid blev iværksat på grundlag af. Og det er således regeringens opfattelse, at teksten – set i forhold til Kommissionens oprindelige forslag – på en række afgørende punkter er blevet forbedret, således at man fra dansk side har kunnet tilslutte sig udkastet til rammeafgørelse.