Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 464 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 26/6-06 fra Erland Kristensen, Skovlunde, vedrørende kørekortfornyelse for ældre, jf. REU alm. del. – bilag 747.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen, som har oplyst følgende:

 

”Det fremgår af færdselslovens § 56, stk. 2, nr. 2, at kørekort kan udstedes til en person, der blandt andet er i besiddelse af tilstrækkelig syns- og høreevne samt i øvrigt af den fornødne åndelige og legemlige førlighed. Det fremgår videre af færdselslovens § 59, stk. 1 og 2, at kørekort er gyldige, indtil den pågældende er fyldt 70 år, og at justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om gyldighedstiden for kørekort, der udstedes til personer, der er fyldt 70 år. Endelig fremgår det af § 59, stk. 3, 1. pkt., at et kørekort efter udløbet af gyldighedstiden kan fornys, såfremt den pågældende stadig opfylder betingelserne for at få udstedt kørekort.

 

De nærmere bestemmelser om kørekort, herunder om gyldighedstid og fornyelse, fremgår af kørekortbekendtgørelsen. Af § 65 fremgår det således, at ansøgning om fornyelse af et kørekort ved udløb af gyldighedstiden indleveres til et kørekortkontor. Ansøgningen kan indleveres til ethvert kørekortkontor, uanset hvor ansøgeren har bopæl. Ved indgivelsen af ansøgningen skal der afleveres et fotografi og en lægeattest, og der skal gives en underskrift, ligesom ansøgeren skal godtgøre sin identitet.

 

Som nævnt ovenfor fremgår det af færdselsloven, at et kørekort skal fornys, når gyldighedstiden er udløbet. Et udløbet kørekort er således ikke gyldigt, og den pågældende skal, såfremt der fortsat skal gøres brug af førerretten, have udstedt et nyt kørekort. I den forbindelse skal det blandt andet påses, at ansøgeren fortsat opfylder de helbredsmæssige betingelser, og ansøgeren skal med henblik på udstedelse af nyt kørekort aflevere et fotografi og give en underskrift. Ansøgeren skal endvidere for at sikre, at der er sammenfald mellem ansøgeren og den person, som kørekortet udstedes til, godtgøre sin identitet. Det er således nødvendigt, at ansøgeren møder personligt på et kørekortkontor.

 

Det tilføjes, at en del af kørekortadministrationen med virkning fra 1. januar 2007 overføres fra politiet til kommunerne. Fremover skal ansøgning om fornyelse af kørekort indleveres til en kommune. Ansøgning kan indleveres til enhver kommune, uanset hvor ansøgeren har bopæl.”