Besvarelse af spørgsmål nr. 379 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Har offentliggørelse af navnene på nævninge og domsmænd givet anledning til trusler mod dem?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen og fra Politidirektøren i København.

 

Rigspolitichefen har oplyst følgende:

 

”Rigspolitiet er ikke i besiddelse af oplysninger om, at offentliggørelse af navne på lægdommere har givet anledning til trusler rettet mod de pågældende.”

 

Politidirektøren i København har oplyst, at Københavns Politi i øjeblikket efterforsker en sag om mulige trusler mod en nævning i forbindelse med Østre Landsrets behandling af en drabssag fra Slagelse, men at Københavns Politi ikke i øvrigt er bekendt med nyere sager om trusler mod nævninge eller domsmænd.