Besvarelse af spørgsmål nr. 369 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Kan ministeren bekræfte, at Justitsministeriet træffer afgørelse i Scandinavian Star sagen inden 1. juni 2006, og at det er meddelt til Mike Axdal?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet kan oplyse, at ministeriet ved brev af 31. marts 2006 meddelte Mike Axdal, at ministeriet forventede at træffe afgørelse i sagen om eventuel genoptagelse af efterforskningen vedrørende Scandinavian Star inden to måneder. Justitsministeriet henviste i den forbindelse til sagens meget betydelige omfang

 

Justitsministeriet orienterede ved breve af samme dato ligeledes Støttegruppen efter Scandinavian Star-Ulykken og Hasse Magnusson, pårørende til omkomne ved ulykken, der også har påklaget Rigsadvokatens afgørelse af 28. januar 2005 til Justitsministeriet.

 

Justitsministeriet kan oplyse, at ministeriet på nuværende tidspunkt, navnlig på grund af sagens meget betydelige omfang, forventer at træffe afgørelse senest den 1. juli 2006.

 

Justitsministeriet vil underrette Mike Axdal og de øvrige klagere herom.