Folketingets Retsudvalg  

 

 

 

 

 

 

 

 

16. juni 2006

                                


 

 

 

 

Folketingets Retsudvalg har i skrivelse af 18. maj 2006 (ad  alm. del – bilag 615) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 368:

 

Spørgsmål 368 :

”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 17. maj 2006, jf. REU alm. del – bilag 615?”

 

Svar:

Den første del af henvendelsen, som er fra Adoption og Samfund, vedrører mit svar på Retsudvalgets spørgsmål nr. 317. Jeg oplyste her, at det fremgår af de formidlende organisationers statistik, at 65 % af de i alt 586 børn, der blev hjemtaget i 2005, kom fra andre lande end Kina, og at 203 af disse børn var fyldt 1 år ved hjemtagelsen.

 

Som Adoption og Samfund peger på, vedrører de formidlende organisationers statistik børnenes alder ved hjemtagelsen, mens det er børnenes alder på matchningstidspunktet, der er afgørende for, om barnet ligger inden for en given ansøgers godkendelsesramme.

 

Der vil således meget vel blandt de 203 børn kunne være børn, der på matchningstidspunktet var under 1 år, og som derfor er matchet og hjemtaget af ansøgere med godkendelse til barn i alderen 0-36 måneder.

 

Der foreligger ikke en optælling af, hvor mange af de 203 børn, som blev hjemtaget i 2005 i en alder over 1 år, der var under 1 år på matchningstidspunktet og blev hjemtaget af ansøgere med en godkendelsesramme ned til 0 måneder.

 

Jeg har imidlertid fået oplyst fra Adoptionsnævnet, at det fremgår af nævnets foreløbige statistik for 2005, at 208 af de 531 børn, der blev matchet med danske ansøgere i 2005, var 12 måneder eller ældre, da de blev matchet. Heraf skulle 28 % være blevet matchet med ansøgere med en godkendelsesramme, der startede ved 12 måneder eller højere. Dette skal sammenholdes med, at kun 9 % af ansøgerne godkendt i 2005 iflg. nævnets foreløbige statistik har en godkendelse, der starter ved 12 måneder eller højere.

 

Det skal bemærkes, at gruppen af børn som blev matchet i 2005 ikke fuldt ud er sammenfaldende med gruppen af børn, som blev hjemtaget i 2005, ligesom de ansøgere, der blev godkendt i 2005 ikke er de samme, som de ansøgere, der hjemtog børn i 2005. Tallene kan derfor ikke direkte sammenholdes.

 

Både tallene fra organisationerne og tallene fra Adoptionsnævnet giver et overordnet billede af, at der i 2005 rent faktisk var børn over 12 måneder til matchning. I øvrigt vil jeg henvise Adoption og Samfund til at rette henvendelse til Adoptionsnævnet, hvis der ønskes uddybende oplysninger om nævnets statistik.

 

I anden del af brevet henviser Adoption og Samfund til, at Retsudvalget i forbindelse med ændringen af adoptionsloven pr. 1. januar 2000 udtalte, at man i udvalget lagde vægt på, at afgiverlandene generelt stillede krav om, at aldersforskellen mellem adoptant og adoptivbarn ikke overstiger 40 år.

 

Adoption og Samfund påpeger i den forbindelse, at kun de færreste afgiverlande i dag stiller et sådant krav om maksimalt 40 års aldersforskel.

 

Jeg skal hertil bemærke, at jeg som bekendt har besluttet at iværksætte en gennemgang af de eksisterende regler om godkendelse som adoptant, herunder særligt alderskravene, og at spørgsmålet om, hvordan de danske regler forholder sig til afgiverlandenes krav, vil blive inddraget i dette arbejde. 

 

 

 

Lars Barfoed

                                                                                                           /Pernille Moll