Besvarelse af spørgsmål nr. 359 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Ministerens kommentar udbedes til henvendelsen af 18/4-06 fra Mike Axdal, Korsør vedrørende Scandinavian Star-sagen, jf. REU alm. del - bilag 565.

 

Vil ministeren sørge for, at de omtalte rapporter bliver tilvejebragt, så de kan indgå i sagen?”

 

Svar:

 

Det fremgår af den omtalte e-mail af 18. april 2006 fra Mike Axdal, at der skulle eksistere en brandteknisk rapport udarbejdet i maj – juni 1990 af navngivne personer ved Dansk Brandteknisk Institut (Dantest) efter anmodning fra danske og norske myndigheder. Ifølge Mike Axdal er den pågældende rapport ledsaget af fotos og videooptagelser, ligesom rapporten skulle udtale sig kritisk om politiets teorier om branden og dens årsag samt fastslå, at branden på skibet var påsat af professionelle.

 

Justitsministeriet kan oplyse, at det efter branden på Scandinavian Star blev aftalt mellem regeringerne i Norge, Sverige og Danmark, at efterforskningen i sagen skulle opdeles således, at de norske myndigheder efterforskede branden og dens umiddelbare årsag, at de svenske myndigheder efterforskede brandslukningsarbejdet og de tekniske forhold på skibet, og at de danske myndigheder efterforskede skibets ejer- og forsikringsforhold samt skibets almindelige sødygtighed og overensstemmelse med den søretlige lovgivning.

 

Justitsministeriet er for tiden ved at behandle en klage fra bl.a. Mike Axdal over Rigsadvokatens afgørelse af 28. januar 2005, hvorved Rigsadvokaten afslog at genoptage den danske del af efterforskningen i sagen vedrørende Scandinavian Star.

 

Justitsministeriet kan ikke ud fra Mike Axdals henvendelse nærmere fastslå, hvilken rapport der henvises til, men kan imidlertid oplyse, at det undersøgelsesudvalg (Granskningsudvalget), som blev nedsat efter aftale mellem regeringerne i Norge, Sverige og Danmark, og som bl.a. skulle vurdere ulykkens årsag, skibets tekniske standard m.v., i 1991 afgav en rapport ledsaget af en lang række bilag.

 

Det fremgår af Granskningsudvalgets rapport, at denne, for så vidt angår redegørelsen for brandens udvikling og konsekvenser, er udarbejdet på grundlag af en række undersøgelser foretaget af brandtekniske sagkyndige ved Dantest og Norges Branntekniske Laboratorium (SINTEF), ligesom der i det medfølgende bilagsmateriale er optrykt kopi af en række rapporter– herunder fotobilag – udarbejdet af bl.a. Dantest.

 

Såvel Granskningsudvalgets rapport som de til rapporten optrykte bilag indgår i Justitsministeriets behandling af sagen.