Folketingets Retsudvalg har i skrivelse af 2. maj 2006 (Ad REU alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 357:
Spørgsmål 357:
â€Familiestyrelsen skriver et brev til de kinesiske adoptionsmyndigheder den 7. april 2006, men hvorfor orienterer ministeren først Retsudvalget 19 dage efter afsendelse af brevet til Kina – og 6 dage efter at Adoption & Samfund havde foretræde for Udvalget?â€
Svar:
I forlængelse af, at Familiestyrelsen modtog meddelelsen fra Kina om, at Kina fremover ændrede retningslinjerne for adoption af børn fra landet, har styrelsen løbende arbejdet på at afklare betydningen af denne udmelding og forsøgt at få bekræftet fra kinesisk side, præcis hvordan Kina vil håndhæve de nye retningslinjer. Dette er fortsat ikke endeligt afklaret, idet Familiestyrelsen trods flere henvendelser endnu ikke har modtaget svar fra de kinesiske myndigheder.
Den danske ambassade i Kina har lovet at være behjælpelig med at få afklaret de kinesiske adoptionsmyndigheders holdning til de spørgsmål, der er stillet af Familiestyrelsen i brevene af 24. februar og 7. april 2006. Ambassaden har senest oplyst, at det blandt andet på grund af helligdage i Kina endnu ikke har været muligt at komme i kontakt med den centrale kinesiske adoptionsmyndighed CCAA.
Retsudvalget stillede den 23. marts 2006 flere spørgsmål som opfølgning på samrådet af 22. marts om aldersgrænserne for at blive godkendt som adoptant, jf. samrådsspørgsmål W. Jeg fandt det rigtigst at lade orienteringen om Familiestyrelsens seneste brev til Kina indgå i den samlede besvarelse, med henblik på at give Retsudvalget en fyldestgørende orientering om mine skridt i sagen og baggrunden for dem. Disse svar modtog Retsudvalget den 26. april.
Jeg har noteret mig, at udvalget ville have foretrukket at være blevet oplyst om Familiestyrelsens brev til de kinesiske adoptionsmyndigheder af 7. april umiddelbart efter afsendelsen – og jeg skal beklage, at Retsudvalget ikke straks modtog disse oplysninger.
Jeg vil straks orientere Retsudvalget, når Familiestyrelsen modtager en tilbagemelding fra den danske ambassade i Kina eller fra CCAA, som kan bidrage til at klarlægge de kinesiske myndigheders indstilling i sagen.
Lars Barfoed
                                                                                                            /Pernille Moll