Folketingets Retsudvalg     Â	Ministeren                                  Â
18. maj 2006

 

Folketingets Retsudvalg har i skrivelse af 27. april 2006 (Ad REU alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 352:

 

Spørgsmål 352:

”Ved samrådet om samrådsspørgsmål W 22/3-06 gav ministeren tilsagn om at orientere udvalget om forholdene og udviklingen i andre modtagerlande – også de andre lande der følger Haagerkonventionens krav om at sætte barnets tarv i højsædet. Ministeren bedes derfor oplyse, om hvilken særlig dansk viden og/eller danske forhold i øvrigt, der medfører at man i Danmark finder det nødvendigt med strengere aldersregler.”

 

Svar:

Jeg skal indledningsvist henvise til besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål 305, hvori jeg har redegjort for aldersgrænserne i en række europæiske modtagerlande. Det bemærkes, at Haagerkonventionen er trådt i kraft i samtlige de nævnte lande bortset fra Irland.

 

Den danske regel om, at der som udgangspunkt højst må være 40 års aldersforskel mellem barnet og ansøgeren, blev indsat i den dagældende adoptionsbekendtgørelse i forbindelse med, at adoptionsloven blev vedtaget i 1984. Aldersreglerne er senest blevet overvejet i forbindelse med betænkning nr. 1338/1997, der ligger bag revisionen af adoptionsloven pr. 1. januar 2000. Der var dengang tilslutning til, at man videreførte 40-års reglen. Det blev dog samtidig indført hjemmel til at dispensere, hvis der var stor aldersforskel mellem ansøgerne, således at aldersforskellen mellem den yngste ægtefælle og barnet ville være noget mindre end 40 år.

 

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 350, mener jeg ikke, at man uden videre kan konkludere, at de danske aldersregler er strengere end reglerne i de andre lande.

 

Jeg mener heller ikke, at det forhold, at nogle lande har lempeligere regler end de danske, uden videre kan føre til, at de danske regler bør lempes, jf. min besvarelse af spørgsmål 350, hvor jeg også redegør for mine overvejelser om eventuelle ændringer af reglerne på området. I forbindelse med den planlagte gennemgang af godkendelsesreglerne – herunder særligt aldersreglerne – vil jeg bede mine embedsmænd om at tilvejebringe et yderligere grundlag for en sammenligning mellem de danske regler og reglerne i de lande, vi normalt sammenligner os med. Dette både for at skaffe inspiration til eventuelle nye regler og for at sikre, at der ved udformningen af nye regler tages hensyn til formidlingssituationen generelt, uden at hensynet til barnets tarv tilsidesættes.

 

 

Lars Barfoed

/Charlotte Meibom