Henvendelse vedrørende advokaters habilitet og upartisk domstolsprøvelse

 

Ved brev af 15. marts 2006 har De rettet henvendelse til Justitsministeriet vedrørende en problemstilling om advokaters habilitet og om upartisk domstolsprøvelse.

 

Det fremgår af sagen, at De repræsenterer en klient i en sag om advokatansvar, hvor der skal stilles spørgsmål til Advokatrådet og Advokatrådets Responsumudvalg. Deres klients modpart er repræsenteret ved næstformanden i Advokatrådet, advokat Jørn Friis.

 

De anfører i den forbindelse, at der tilsyneladende - uden indgriben - har dannet sig en praksis, hvorefter advokater i ansvarssager vælger at lade sig repræsentere ved fremtrædende medlemmer af Advokatrådet. Endvidere anfører De, at det efter Deres opfattelse ikke stemmer overens med en upartisk og uafhængig rettergang, at Deres klients modpart er repræsenteret ved en advokat, der er næstformand for det organ, hvis udtalelse er bestemmende for sagens udfald.

 

De oplyser, at problematikken har været forelagt for såvel byretten i Thisted som Vestre Landsret, som har fastslået, at advokat Jørn Friis ikke er afskåret fra at repræsentere Deres klients modpart. Endvidere oplyser De, at De på Deres klients vegne har søgt om tredjeinstansbevilling, idet De mener, at sagen er af stor principiel betydning.

 

Justitsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at ministeriet af principielle grunde ikke udtaler sig om sager, der er - eller har været - under behandling ved domstolene, ligesom ministeriet ikke har mulighed for at gribe ind i eller ændre afgørelser truffet af domstolene. Justitsministeriet kan derfor ikke kommentere den konkrete sag, som De omtaler i Deres henvendelse.

 

Mere generelt kan det dog oplyses, at Justitsministeriet ved kommissorium af 21. juni 2004 nedsatte et udvalg vedrørende advokater, som har til opgave at foretage en samlet gennemgang af retsplejelovens regler om advokaters forhold, herunder bl.a. se nærmere på reglerne om det pligtmæssige medlemskab af Advokatsamfundet og om behandlingen af klager over advokater.

 

I Justitsministeriets tillægskommissorium af 25. januar 2006 for udvalget anføres bl.a. følgende:  

 

”Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 11. januar 2006 i sagen mod Danmark om eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet har regeringen tilkendegivet, at man er indstillet på at afskaffe de eksklusivlignende ordninger inden for de liberale erhverv.

 

Justitsministeriet skal derfor anmode udvalget om i sin betænkning at beskrive mulige løsningsmodeller i forbindelse med de spørgsmål, der opstår ved en afskaffelse af det pligtmæssige medlemskab af Advokatsamfundet.

 

Det bør i den forbindelse beskrives, hvordan kontrollen og tilsynet med advokaterne kan tilrettelægges således at offentlighedens og den enkelte klients tillid til advokatprofessionen ikke svækkes. Det bør i den forbindelse overvejes, om den ansvarlige myndighed eller lignende kun skal behandle klager, eller om der også på myndighedens eget initiativ skal kunne rejses sag mod en advokat.

 

Det bør også overvejes, hvordan klienter og andre sikres mod økonomisk tab ved advokaters misbrug af betroede midler eller ved andre ansvarspådragende forhold fra advokaters side, f.eks. ved fastsættelse af regler om lovpligtig ansvarsforsikring eller garantistillelse.

 

Også spørgsmålet om varetagelsen af de opgaver vedrørende advokatfuldmægtiguddannelsen, som i dag forestås af Advokatsamfundet, må overvejes.

 

Endelig bør udvalget vurdere, om en nyordning uden pligtmæssigt medlemskab giver anledning til andre ændringer i retsplejeloven eller administrative forskrifter. …”

 

<DOCUMENT_START>

Reglerne vedrørende advokater, herunder spørgsmålet om Advokatsamfundets fremtidige rolle i forhold til advokatbranchen, er på nuværende tidspunkt således genstand for udvalgsbehandling. Det tilføjes, at udvalget er anmodet om at tilrettelægge sit arbejde således, at udvalget kan afgive en (del)betænkning om bl.a. det pligtmæssige medlemskab af Advokatsamfundet


inden udgangen af juni 2006 med henblik på fremsættelse af lovforslag herom i oktober 2006.

 

Med venlig hilsen