Besvarelse af spørgsmål nr. 288 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Kan ministeren i fortsættelse af DR Dokumentaren en 13/3-06: Drabet på Rust bekræfte, at der ikke er nogen form for aftale, forståelse eller lignende mellem dørmanden, der affyrede det dræbende skud, og politi/anklagemyndighed i forbindelse med statsadvokatens og Rigsadvokatens beslutning om ikke at rejse tiltale for drab, fordi dørmanden handlede i nødværge, og opklaringen af drabet på Christiania?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten og Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby.

 

Rigsadvokaten har oplyst følgende:

 

”Jeg har til brug for besvarelsen modtaget en udtalelse fra Politidirektøren i København og Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby. Udtalelserne med bilag vedlægges.

 

Jeg skal herefter udtale følgende:

 

1. Der henvises i spørgsmålet til den episode, som fandt sted på spillestedet Rust, Guldborgsgade, Nørrebro i København, den 28. maj 2005. Den pågældende aften blev en dørmand på Rust og hans svoger opsøgt af i alt 7 personer. Under episoden, der fandt sted i en kameraovervåget passage ved siden af Rust, affyrede dørmanden en række skud. En person blev ramt af to skud, herunder et i brystet, som medførte, at den pågældende afgik ved døden, mens et tredje skud ramte en anden person i lysken.

 

Dørmanden og hans svoger blev samme aften anholdt og sigtet for drab og drabsfor­søg. De nægtede sig begge skyldige, idet dørmanden gjorde gældende, at han havde handlet i nødværge.

 

Flere af de andre implicerede i episoden blev dagen efter sigtet for vold efter straffelo­vens § 245 begået over for dørmanden og dennes svoger. Der er efterfølgende rejst tiltale mod de pågældende, og sagen mod dem behandles i øjeblikket i Københavns Byret.

 

Den 20. oktober 2005 besluttede Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, at opgive påtale mod dørman­den og dennes svoger begrundet i nødværge, jf. straffelovens § 13. Beslutningen om påtaleopgivelse blev truffet, efter at dørmanden samme dag i Københavns Byret havde afgivet en indenretlig forklaring om episoden på Rust. Under samme retsmøde afgav dørmanden endvidere forklaring om sin viden om et drab, som forud for episoden på Rust var begået på Christiania.

 

Den 8. december 2005 tiltrådte jeg statsadvokatens afgørelse. …

 

Som det fremgår af afgørelsen, er jeg mest tilbøjelig til at mene, at de skud, som dør­manden affyrede under episoden, er en handling omfattet af straffelovens § 13, stk. 1, om nødværge. Under alle omstændigheder er det min opfattelse, at en overskridelse af grænsen for lovlig nødværge må anses for rimeligt begrundet i den ved angrebet frem­kaldte skræk eller ophidselse, således at handlingen i hvert fald må anses for omfattet af straffelovens § 13, stk. 2. 

 

2. Med hensyn til spørgsmålet om der har foreligget nogen form for aftale, forståelse eller lignende mellem dørmanden og politi/anklagemyndighed i forbindelse beslutnin­gen om påtaleopgivelse, skal jeg henvise til vedlagte skrivelse af 1. november 2005 fra Politidirektøren i København. Som det fremgår heraf, afviser politidirektøren klart, at der under sagens behandling i Københavns Politi har foreligget nogen form for aftale mellem på den ene side dørmanden og dennes svoger og på den anden side anklage­myndigheden.

 

Jeg kan endvidere henvise til vedlagte skrivelse af 24. oktober 2005 fra dørmandens beskikkede forsvarer, advokat Carsten Hauch, hvoraf det ligeledes fremgår, at der ikke er indgået nogen aftaler mellem dørmanden og anklagemyndigheden. Advokat Hauch anfører i den forbindelse, at det var dørmanden selv, som tilbød sig som vidne i sagen vedrørende drabet på Christiania, hvilket han også bekræftede i ovennævnte retsmøde i Københavns Byret den 20. oktober 2005.

 

Som det fremgår af politidirektørens skrivelse af 1. november 2005, havde dørmanden således allerede forud for episoden på Rust – på eget initiativ – givet politiet oplysnin­ger om skudepisoden på Christiania.

 

Med hensyn til sagens behandling hos Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby skal jeg henvise til vedlagte udtalelse af 23. marts 2006. Som det fremgår heraf, afviser statsadvokaten, at der skulle have foreligget nogen form for aftale, for­ståelse eller lignende mellem dørmanden og statsadvokaturen i forbindelse med stats­advokatens beslutning om at opgive påtale i sagen. 

 

Jeg skal endelig bemærke, at der naturligvis heller ikke i forbindelse med sagens be­handling i rigsadvokaturen er indgået nogen form for aftale mellem dørmanden og an­klagemyndigheden.

 

Der er således ikke indgået nogen som helst aftale eller lignende mellem anklagemyn­digheden og dørmanden i forbindelse med beslutningen om ikke at rejse tiltale mod den pågældende for drab.”