Folketingets Retsudvalg  

 

 

 

 

 

 

Dato: 7. april 2006

                                


Folketingets Retsudvalg har i skrivelse af 6. marts 2006 (ad REU alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 276:

 

Spørgsmål 276:

”Ministeren bedes udførlig kommentere Børnerådets høringssvar til Kommissionens grønbog om lovvalg og kompetence i skilsmissesager, herunder bemærkningen om, ”at i afgørelsen af, hvilken lov der skal finde anvendelse, må der især tages hensyn til lovvalgets betydning for ægtefællernes barn/børn.”

 

Svar:

Børnerådet har i høringssvaret af 20. juni 2005, der vedlægges, videre anført, at hvis der er forskel på barnets status og rettigheder i de forskellige lovgivninger, må dette tages i betragtning ved valget af, hvilken lov der skal finde anvendelse.” 

 

Kommissionens grønbog om lovvalg og kompetence i skilsmissesager (KOM(2005)82) af 14. marts 2005 beskriver en række problemer, der kan opstå ved opløsning af ægteskaber, hvor ægtefællerne har tilknytning til flere lande.

 

Grønbogen handler især om harmonisering af lovvalgsreglerne for sager om separation og skilsmisse inden for Det Europæiske Fællesskab samt om ægtefællernes mulighed for at indgå aftaler om lovvalg og om international kompetence i sager om separation og skilsmisse. Grønbogen handler ikke om lovvalg eller international kompetence i sager om forældreansvar (forældremyndighed eller samvær).

 

Den EU-retlige regulering af international kompetence m.v. i sager om separation og skilsmisse samt forældremyndighed og samvær findes i forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000. Forordningen gælder ikke for Danmark, da den er omfattet af det danske forbehold (retlige og indre anliggender), og en eventuel regulering af de spørgsmål, som grønbogen omhandler, vil heller ikke gælde for Danmark.

 

Forordningen indeholder to selvstændige regelsæt om international kompetence i sager om henholdsvis separation og skilsmisse samt om forældreansvar.

 

Det grundliggende princip for kompetencereglerne vedrørende forældreansvar er, at kompetencen tilkommer myndighederne i den medlemsstat, hvor barnet har sædvanligt opholdssted.

 

Forordningen indeholder enkelte undtagelser fra dette udgangspunkt, men ingen af disse undtagelser giver myndighederne i den stat, hvor en sag mellem barnets forældre om separation eller skilsmisse behandles, kompetence til at behandle en sag om forældreansvar.

 

Efter forordningen kan forældrene dog aftale, at den myndighed, der har international kompetence til at behandle en sag mellem forældrene om separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, har kompetence til at tage stilling til spørgsmål vedrørende forældreansvar, der har tilknytning til denne ægteskabssag.

 

Forordningen indeholder ikke lovvalgsregler vedrørende forældreansvar.

 

Grønbogen lægger således ikke op til regulering af børns forhold i relation til lovvalg eller international kompetence.

 

 

 

Lars Barfoed

                                                                                     /Charlotte Meibom