Endelig besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 263 af 1. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

          ”Vil ministeren i fortsættelse af samrådet og svaret på spm. 249 redegøre for rigsadvokatens begrundelse for ikke at ansøge om Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke Vestre Landsrets domme af 2/2-06 til Højesteret?”

 

Svar:

 

Jeg har anmodet Rigsadvokaten om en udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmålet. Rigsadvokaten har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:

 

”…Jeg [kan] oplyse, at jeg af Statsadvokaten i Sønderborg umiddelbart ef­ter de tre domme afsagt af Vestre Landsret den 2. februar 2006 i den såkaldte ”Tøn­der-sag” blev orienteret om sagernes udfald.

 

Den 15. februar 2006 traf jeg beslutning om, at der ikke var grundlag for, at anklage­myndigheden ansøgte om Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke Vestre Lands­rets domme til Højesteret.

 

Jeg lagde herved bl.a. vægt på, at de tre sager er atypiske i forhold til andre sager om seksuelt misbrug af børn, idet forurettede i sagen gennem en længere periode har væ­ret udsat for seksuelt misbrug af flere voksne personer, i hvilken forbindelse begge hendes forældre tillige er sigtede. Endvidere er det indgået i min vurdering, at sagskomplekset stadig er under efterforskning, herunder med hensyn til forurettedes forældre, og at de enkelte tiltaltes og sigtedes rolle i sagen således endnu ikke er fuldt belyst. Det er også indgået i vurderingen, at det i de tre sager i overensstemmelse med de tiltaltes forklaringer er lagt til grund, at tiltalte gik ud fra, at pigen var over 12 år på gerningstidspunkterne, selv om hendes alder var 10-11 år.

 

På den baggrund er det min opfattelse, at de nævnte tre sager ikke ville være egnede som prøvesager med henblik på at få Højesterets stillingtagen til strafniveauet i sager om seksuelt misbrug af børn.

 

Endelig har jeg lagt vægt på, at der i alle tre sager i landsretten skete en væsentlig for­højelse af straffen i forhold til den straf, der var idømt af byretten.”