Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 258 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes redegøre for PET’s regionale og lokale organisationsstruktur og PET’s eventuelle repræsentation i de nuværende politiregioner og politikredse og i de kommende større politikredse, jf. udkastet til lovforslag om politi- og domstolsreform?”

 

Svar:

 

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har hovedkontor i Gladsaxe ved København og en afdeling i Århus. PET har et tæt samarbejde med det øvrige politi. Herudover har der gennem en årrække været etableret en kontaktmandsordning, der indebærer, at der i politikredsene er udpeget en medarbejder med særligt ansvar for at varetage PET-relaterede opgaver og kontakten til PET.

 

En fremtidig struktur med et væsentligt færre antal politikredse, jf. lovforslaget om politi- og domstolsreformen, giver imidlertid selvsagt PET anledning til nærmere overvejelser om den fremtidige repræsentation i og kontakt med politikredsene. Disse overvejelser er endnu ikke afsluttede.