Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Strafferetskontoret Sagsnr.: 2006-792-0199 Dok.: AHN40072 Endelig besvarelseesvarelse af spørgsmål nr. 222 af f 3. februar 2006 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del)... Spørgsmål: ”Det  fremgår  af  Politiken  11/12-05,  at  der  er  udarbejdet  en  rapport  om  medicinsk kastration af sexkriminelle. Ministeren  bedes  tilsende  udvalget  den  omhandlede  rapport  og  redegøre  for  dens konklusioner og anbefalinger. Hvilke overvejelser giver rapporten ministeren anledning til? Spørgsmålet stilles med henblik på et kommende samråd.” Svar: 1.  Vedlagt  sendes  rapporten  ”Behandling  af  sædelighedskriminelle  i  Anstalten  ved  Herstedve- ster”.  Rapporten  er  udarbejdet  af  afdelingsleder,  psykolog  Steen  Mollerup,  lektor,  cand.  stat. Gorm Gabrielsen og administrerende overlæge Birgit Jessen-Petersen.   Formålet  med  undersøgelsen  har  været  at  undersøge  de  indsatte,  som  modtog  kønsdriftsdæm- pende medicinsk behandling i perioden fra den 1. januar 1989 til den 1. februar 2000, og sam- menligne denne gruppe med andre sædelighedskriminelle indsat i Anstalten ved Herstedvester i samme periode. 2. I undersøgelsen indgår 36 personer (behandlingsgruppen), som er dømt for sædelighedskrimi- nalitet,  og  som  har  været  i  kønsdriftsdæmpende  behandling.  Desuden  indgår  en  sammenlig- ningsgruppe på 73 personer, som er dømt for sædelighedskriminalitet, men som ikke har været i kønsdriftsdæmpende behandling. Kriterierne for, at seksualforbrydere tilbydes kønsdriftsdæmpende behandling, er, at de: har begået gentagen eller meget alvorlig personfarlig sædelighedskriminalitet,  

- 2 - skønnes at være i fare for tilbagefald til ligeartet kriminalitet og vurderes at være personer, hvor en psykoterapeutisk samt anden form for behandling, fx mod narkotika- eller alkoholmisbrug ikke kan nedsætte risikoen for tilbagefald til ny sæ- delighedskriminalitet. Målgruppen er i dag primært personer, der er idømt lange straffe. Det fremgår af rapporten, at ud af de 36 fra behandlingsgruppen, som er blevet behandlet med kønsdriftsdæmpende medicin, har 11 pct. en dom på fængsel i under tre år, 25 pct. har en dom fra tre års fængsel og op til 16 års fængsel, 3 pct. er idømt livstidsstraf og 39 pct. er idømt forvaring. Endelig er 17 pct. idømt an- bringelse på ubestemt tid i en psykiatrisk ledet anstalt i Danmark i henhold til den grønlandske kriminallov, og to personer (svarende til ca. 5 pct.) er efterfølgende henholdsvis idømt en psykia- trisk foranstaltning og overført til en sikret institution for mentalt retarderede.       De 11 pct. (svarende til fire personer), som er idømt under tre års fængsel, har alle en eller flere tidligere domme for alvorlig sædelighedskriminalitet bag sig.   Behandling  med  kønsdriftsdæmpende  medicin  tilbydes  kun,  hvis  alle  andre  muligheder  er  ud- tømt eller vurderes at være utilstrækkelige til at imødegå risikoen for tilbagefald til ny sædelig- hedskriminalitet. Før behandlingens start har den indsatte adskillige samtaler med en psykolog eller psykiater og er ofte observeret over flere år. Behandlingen er i overensstemmelse med almindelige lægeetiske principper frivillig og iværk- sættes kun efter den indsattes skriftlige informerede samtykke, herunder efter mundtlig og skrift- lig orientering om medicinens virkning og bivirkninger. Siden 1997 har Retslægerådet fået forelagt sager om behandling med kønsdriftsdæmpende medi- cin som vilkår for frihedsgoder til godkendelse, inden behandlingen iværksættes. Behandlingen er typisk en forudsætning for at opnå mulighed for udgang under afsoning. Behandlingen starter derfor, inden den indsatte er i et udgangsforløb. Kombineret  med  psykoterapi  er  formålet  med  den  kønsdriftsdæmpende  behandling  at  fjerne tvangsprægede og voldsomme seksuelle fantasier fra den sædelighedskriminelle, samtidig med at man undertrykker det seksuelle driftspres med henblik på at undgå ny sædelighedskriminalitet. Rapporten viser, at behandlingsforløbene er meget langvarige og typisk løber over flere år.   Der kan være alvorlige bivirkninger ved den medicinske behandling, fx uoprettelig afkalkning af knoglerne og leverbeskadigelse. Der ses også brystspænding og -udvikling og vægtforskydnin- ger.

- 3 - 3. Det fremgår af rapporten, at ingen af de 36 fra behandlingsgruppen er recidiveret til sædelig- hedskriminalitet, mens de har været i kønsdriftsdæmpende behandling. 21 personer fra behand- lingsgruppen har afsluttet behandlingen, mens 15 personer fortsat på skæringsdatoen for under- søgelsen var i behandling. Ud af de 21 personer, som har afsluttet behandlingen, var der en, der afgik ved døden under afsoning, en der fortsat afsoner, og en, der stoppede behandlingen efter 124 dage og blev løsladt ved endt straf. Der er således 18 personer, som har haft mulighed for at recidivere både under og efter behandling. Ud af de 18 er to efter behandlingens ophør recidive- ret til sædelighedskriminalitet (henholdsvis voldtægt af mindreårig samt rufferi og voldtægt).   I sammenligningsgruppen recidiverede 13 ud af 52 løsladte personer til ny sædelighedskriminali- tet. Kendetegnende for begge grupper er, at de kan karakteriseres som meget ressourcesvage perso- ner. I begge grupper er 89 pct. diagnosticeret som karakterafvigere med en dyssocial personlig- hedsstruktur.   Af forskelle mellem grupperne kan nævnes, at indsatte i behandlingsgruppen har signifikant flere forstraffe,  hvori  der  indgår  sædelighedskriminalitet  end  i  sammenligningsgruppen,  flere  er svagtbegavede, 39 pct. er idømt forvaring mod 5 pct. i sammenligningsgruppen, signifikant flere har et tidligere eller aktuelt alkoholmisbrug, signifikant flere har tidligere været institutionsan- bragt og signifikant flere har en indikation af sadistisk adfærd.    Det er vigtigt at understrege, at de to grupper ikke er direkte sammenlignelige for så vidt angår kriminalitetens art og straffens længde. Undersøgelsesgruppen er typisk dømt for væsentligt al- vorligere  kriminalitet  end  sammenligningsgruppen.  Undersøgelsens  resultater  kan  derfor  ikke overføres på sammenligningsgruppen.    For  bedre  at  kunne  vurdere  effekten  af  den  kønsdriftsdæmpende  behandling  er  fire  personer, hvoraf de tre afviste at modtage behandlingen og den sidste kun modtog behandling i 124 dage, konstrueret som kontrolgruppe, mens 18 personer, som er løsladt og har afsluttet behandlingen, udgør behandlingsgruppen.   Rapporten viser, at i behandlingsgruppen recidiverede 11 pct. til sædelighedskriminalitet, mens 75  pct.  i  kontrolgruppen  recidiverede  til  sædelighedskriminalitet,  hvilket  er  en  signifikant  for- skel. Det er desuden undersøgt, hvor længe en person er om at recidivere til sædelighedskriminalitet. I behandlingsgruppen går der i gennemsnit 4907 dage (ca. 13 år) fra afgang fra Herstedvester til

- 4 - ny sædelighedskriminalitet, mens der i gennemsnit går 1137 dage (ca. 3 år) for kontrolgruppens vedkommende.   For  dem  i  behandlingsgruppen,  der  recidiverede  efter  behandlingens  ophør,  har  behandlingen således udsat recidivet til sædelighedskriminalitet.         Rapporten giver ikke grundlag for at vurdere effekten af kortvarige behandlingsforløb. 4. Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at rapportens resultater ikke giver direktoratet anledning til at foreslå ændring af den målgruppe, som i dag tilbydes behandling, eller af praksis vedrørende  behandling  med  kønsdriftsdæmpende  medicin.  Kønsdriftsdæmpende  behandling forudsætter som oftest en lang observationsperiode og et langt behandlingsforløb, hvilket gør, at der typisk vil være tale om personer idømt lange straffe. Desuden kan der være nogle alvorlige bivirkninger, hvorfor tæt kontrol er påkrævet. Det forudsætter blandt andet, at dem, der modtager behandlingen,  er  motiverede  for  at  samarbejde  herom.  Behandling  med  kønsdriftsdæmpende medicin bør ligeledes kun tilbydes, hvis alle andre muligheder er udtømt eller vurderes at være utilstrækkelige til at imødegå risikoen for tilbagefald til ny sædelighedskriminalitet.   Jeg kan tilslutte mig Direktoratet for Kriminalforsorgens konklusion.