Udkast til tale

 

til ministeren til brug for besvarelsen af spørgsmål N, O og P i Folketingets Retsudvalg tirsdag den 10. januar 2005.

 

Spørgsmål N:

 

”Hvad vil ministeren gøre for at bremse den ulovlige praksis på flere hoteller, hvor personalet har taget betaling for at formidle kontakt mellem hotelgæster og kvinder i prostitution?”

 

 

 

 

Spørgsmål O:

 

”Kan ministeren gøre rede for, hvor stort et omfang denne praksis har, eller vil regeringen iværksætte en undersøgelse heraf, og er der andre brancher, der bør gennemgå en lignende undersøgelse, f.eks. vognmandsbranchen?”

 

Spørgsmål P:

 

”Hvad vil regeringen gøre for at skærpe indsatsen generelt mod prostitutionsrelateret kriminalitet og handel med mennesker til sexindustrien?”

 

Svar:

 

[Der er tale om et åbent samråd]

 

1. Jeg vil indlede med en samlet besvarelse af samrådsspørgsmål N og O, hvorefter jeg vil besvare samrådsspørgsmål P.

 

Jeg vil forslå, at vi – af hensyn til sammenhængen mellem spørgsmålene – først drøfter de yderligere spørgsmål, som mine besvarelser giver anledning til fra udvalgets side, når jeg har besvaret alle tre samrådsspørgsmål.

 

Som det er udvalget bekendt, udspringer samrådsspørgsmålene af en række artikler bragt i BT i begyndelsen af december sidste år. Af artiklerne fremgår det, at ansatte på flere københavnske hoteller skulle modtage penge for bl.a. at formidle kontakt til prostituerede.

 

Politidirektøren i København har over for mig oplyst, at Københavns Politi i umiddelbar forlængelse af pressens omtale af sagen iværksatte en undersøgelse af, om der – på baggrund af oplysningerne i bl.a. i BT’s artikler – er grundlag for at rejse sigtelser mod enkeltpersoner for overtrædelse af straffelovens § 229, stk. 1, om den der for vindings skyld optræder som mellemmand i forhold til prostituerede.

 

Indtil videre har Københavns Politi som led i efterforskningen anmodet BT om at udlevere råbåndene fra de optagelser med skjult kamera, som blev vist i TV2 den 5. december 2005.

 

BT har imidlertid afslået at udlevere båndene, og Københavns Politi indbragte derfor spørgsmålet for retten. Københavns Byret har den 15. december 2005 afsagt kendelse om, at Københavns Politi skal have båndene udleveret, og denne afgørelse er stadfæstet af Østre Landsret den 22. december 2005.

 

Københavns Politi har endvidere foretaget afhøringer på baggrund af de oplysninger, der er kommet frem i BT’s artikler, men der er endnu ikke rejst sigtelser mod personer i anledning af sagen.

 

Politidirektøren i København har endvidere over for mig oplyst, at Københavns Politi ikke forud for denne sag har modtaget anmeldelser om, at ansatte på hoteller eller i andre brancher – herunder vognmandsbranchen – skulle have formidlet kontakt til prostituerede.

 

Københavns Politi vil dog som led i den bredspektrede indsats mod kvindehandel og prostitution skærpe opmærksomheden over for eventuelle forbindelser mellem forskellige brancher og prostitutionsmiljøet.

 

[Samrådsspørgsmål P]

 

2. I samrådsspørgsmålet spørges der til, hvad regeringen vil gøre for at styrke indsatsen mod kvindehandel og prostitution.

 

Jeg vil gerne indlede med at understrege, at politiet allerede prioriterer indsatsen mod kvindehandel og prostitution meget højt, og at politiet løbende følger udviklingen på området med henblik på om nødvendigt at tilpasse den politimæssige indsats.

 

Også lovgivningsmæssigt er der taget initiativer - navnlig med indsættelsen af en ny bestemmelse om kvindehandel i straffeloven i 2002, og ved en ændring af retsplejeloven i 2003 er der indført mulighed for at kunne foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden i rufferisager (dvs. i sager med de prostitueredes bagmænd). Det er mit klare indtryk, at lovændringerne har forbedret politiets muligheder for at efterforske disse sager.

 

 

 

[Indsatsen mod kvindehandel og prostitution i København]

 

Politidirektøren i København har over for mig oplyst, at indsatsen mod kvindehandel og prostitution i København er fastlagt i en særlig operationsplan, og at der er tale om en bredspektret indsats, der involverer store dele af Københavns Politi.

 

Indsatsen styres af Københavns Politis Drabsafdeling, der også foretager efterforskning i sager om kvindehandel.

 

I restaurations- og natklubmiljøet fører Københavns Politis Narkotika- og Bevillingsafdeling løbende kontrol med, om der foregår udnyttelse af udenlandske kvinder til prostitution.

 

Også i lokalmiljøet har de lokale politistationer skærpet opmærksomheden mod prostitutionsmiljøet i form af rutinemæssig kontrol af massageklinikker og gadeprostituerede i de pågældende områder.

 

Oplysningerne om prostitutionsmiljøet, der skaffes i forbindelse med disse kontroller, indberettes herefter til Drabsafdelingen, som dermed sættes i stand til at foretage målrettede efterforskninger.

 

Politidirektøren i Købehavn har over for mig tilkendegivet, at Københavns Politis indsats mod kvindehandel og prostitution også fremover vil være højt prioriteret, og at Københavns Politi til stadighed arbejder på at fastholde og udbygge indsatsen på området.

 

Også på landsplan er indsatsen mod kvindehandel et højt prioriteret område.

 

Rigspolitichefen har over for mig oplyst, at handel med kvinder er et af de kriminalitetsområder, som Rigspolitichefens nationale efterforskningsstøttecenter (NEC) foretager en landsdækkende og systematisk monitering af.

 

Den systematiske monitering indebærer bl.a., at politikredsene løbende skal indberette samtlige oplysninger til NEC, som kan være af betydning for politiets indsats på området.

 

De indberettede oplysninger bearbejdes og suppleres med andre foreliggende oplysninger, herunder oplysninger fra Told og Skat og internationale samarbejdspartnere, ligesom oplysningerne analyseres.

 

 

 

Politiet får hermed en omfattende og aktuel baggrundsviden, som sætter politiet i stand til – uden at afvente en anmeldelse – at iværksætte målrettede efterforskninger inden for området.

 

Den systematiske politimæssige monitering indebærer også, at politikredsene kan indhente oplysninger fra NEC, ligesom NEC på eget initiativ kan videregive oplysninger til politikredsene, hvis oplysninger skønnes at være af interesse for politikredsens arbejde med at modvirke og opklare kriminalitet på området.

 

Endvidere samarbejder NEC med politikredsene om udarbejdelse af taktiske og operationelle planer for bekæmpelse af kvindehandel og prostitution.

 

Rigspolitichefens rejsehold yder også politikredsene assistance i forbindelse med konkrete efterforskninger, og i 2005 har Rigspolitichefen ydet rejseholdsassistance til flere politikredse i sager om menneskehandel og rufferi, herunder i forhold til udenlandske prostituerede.

 

Rigspolitichefen kan endvidere i disse sager assistere politikredsene i forbindelse med vidnebeskyttelse, agentvirksomhed, gennemførsel af observationer samt brug af overvågnings- og aflytningsudstyr.

 

PÃ¥ Rigspolitichefens initiativ er der i alle politikredse udpeget en kontaktperson for prostitution og kvindehandel.

 

Formålet med denne kontaktpersonsordning er bl.a. at sikre, at der til stadig er et effektivt samarbejde mellem politiet samt de sociale myndigheder og relevante NGO’er – herunder Reden i København – som bl.a. står for hjælpen til ofrene for kvindehandel.

 

For at styrke dette samarbejde har Rigspolitichefen bl.a. ansat en antropolog, som gennem et særligt kendskab til området skal formidle og lette samarbejdet mellem politiet samt de sociale myndigheder og NGO’er.

 

Rigspolitichefen har over for mig tilkendegivet, at de hidtidige initiativer har medført en række væsentlige resultater i bekæmpelsen af kvindehandel og prostitution, og at NEC løbende følger udviklingen på området med henblik på om nødvendigt at tilpasse den politimæssige indsats.

 

4. Som det er fremgået, prioriteres indsatsen mod kvindehandel og prostitution allerede meget højt.

 

 

 

Der er taget flere lovgivningsmæssige initiativer, og politiet har derfor også lagt en klar linie for indsatsen på dette område. Jeg har fuld tillid til, at politiet løbende tilpasser indsatsen med yderligere initiativer, hvis det måtte vise sig at være nødvendigt.