I besvarelsen af 3. februar 2006 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 145 af. 22. december 2005 (Alm. Del) oplyste Justitsministeriet, at forsøgsordningen i Arresthuset i Viborg, hvortil der er knyttet en konsulent i form af en psykiatrisk overlæge, ville blive evalueret primo 2006, og at det i den forbindelse ville blive vurderet, om der skal etableres en landsdækkende ordning. Justitsministeriet tilkendegav endvidere, at man ville orientere Retsudvalget om resultaterne af evalueringen.

 

Der er nu foretaget en evaluering af forsøgsordningen, og Direktoratet for Kriminalforsorgen har i den anledning oplyst følgende:

 

”Baggrunden for forsøgsordningen i Arresthuset i Viborg var et ønske fra personalet, som gennem længere tid havde haft et stigende behov for at få bistand til at håndtere psykisk syge indsatte.   

 

Forsøgsordningen i Arresthuset i Viborg blev etableret i marts 2005. Forinden havde der været et møde i oktober 2004 mellem Kriminalforsorgen, Politimesteren i Viborg og Viborg Amts psykiatriske sygehus (Søndersøparken). Det blev aftalt på mødet, at Søndersøparken kunne bidrage med lægelig sparring til arresthuslægen vedrørende behandling af personer med psykiske lidelser, herunder i relation til symptomer, medicinering, og hvornår den indsattes tilstand kunne nødvendiggøre en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

 

Det blev desuden aftalt, at en bestemt speciallæge i psykiatri tilknyttet Søndersøparken skulle udøve denne sparring, som primært skulle ske telefonisk. Der blev indgået en skriftlig aftale mellem arresthuset og Søndersøparken om forventet omfang af bistanden, honorering af telefonkonsultation og besøg, herunder fremmødetillæg og befordringsgodtgørelse.

 

Kontakten til Søndersøparken er sket via arresthuslægen, som har rådført sig med speciallægen, især vedrørende spørgsmål om medicinering.

 

I forsøgsperioden har fire indsatte (varetægtsarrestanter) haft gavn af ordningen. I to af tilfældene har der alene været tale om telefonisk konsultation, mens speciallægen i de to andre tilfælde, hvor der tillige har været tale om selvmordsforsøg, har tilset de indsatte i arresthuset. Det er arresthusets opfattelse, at de indsatte, som har været omfattet af ordningen, har profiteret af den og fået en mere sufficient behandling, end de ellers ville have fået. Tre af de fire indsatte har været indlagt i en periode på Søndersøparken.

 

Det er arresthusets opfattelse, at ordningen har betydet meget for personalet, idet ordningen har medvirket til at skabe tryghed om, hvorledes psykisk syge indsatte skal behandles. Det er af stor betydning for personalet at vide, at der er kvalificeret hjælp i nærheden, hvis der opstår et behov. Det er desuden arresthusets opfattelse, at når de psykisk syge indsatte bliver lægeligt korrekt vurderet i tide, er det med til at mindske risikoen for selvmord og selvmordsforsøg.  

 

Det er arresthusets vurdering, at samarbejdet med Søndersøparken har fungeret upåklageligt.   

 

Forsøgsordningen har kostet under 3.000 kr. i løbet af det års tid, den har fungeret.

 

Der er Kriminalforsorgens opfattelse, at ordningen har været meget velfungerende, og at ordningen kun har medført beskedne udgifter.

 

Ordningen vil nu blive gjort permanent i Arresthuset i Viborg.

   

Kriminalforsorgen overvejer for tiden en ny ledelsesstruktur for arresthusene. I overvejelserne indgår blandt andet en regionsinddeling, således at der kan skabes større og mere bæredygtige enheder. I forbindelse med en eventuel etablering af regioner vil Kriminalforsorgen undersøge mulighederne for at gøre en ordning med psykiatriske konsulenter i arresthusene landsdækkende.”

 

Justitsministeriet kan henholde sig hertil.

 

                                                                                       /