STATSMINISTERIET

                                                                                                        Dato:  28. september 2006

 

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål  128 - 131 stillet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg.

 

 

 

 

Spørgsmål 128:

 

Hvilke navngivne arrangementer har Venstre brugt Marienborg til siden regeringsskiftet i 2001, hvor udgik invitationerne fra og på hvilket brevpapir?

 

Svar:

 

En oversigt over Venstre-arrangementer på Marienborg er oversendt til udvalget med besvarelsen af spørgsmål nr. 127. I to tilfælde ses invitationerne at være trykt på statsministerens brevpapir og udsendt af Statsministeriets ministersekretariat som led i den løbende sekretariatsbetjening af ministeren: En middag den 26. november 2004 og en middag den 11. juni 2005. Der henvises i øvrigt til statsministerens besvarelse af samrådsspørgsmål K og L under samrådet i Det Politisk-Økonomiske Udvalg den 1. juni 2006.

 

Spørgsmål 129:

 

Er der udover sagen om den aflyste journalistmiddag andre eksempler på, at statsministeren har fundet anledning til at - eller vil - ændre procedurer, så det bliver mere klart, hvornår statsministeren optræder som statsminister, og hvornår han optræder som formand for Venstre?

 

Svar:

 

Som udførligt behandlet i betænkning 1443/2004 (kapitel 5.2.2.) varetager ministeren flere forskellige funktioner i den danske forvaltningsmodel og optræder i forskellige sammenhænge, som kan være mere eller mindre overlappende. Når dette er sagt, er Statsministeriet ikke opmærksom på situationer, som har givet eller skulle give anledning til ændrede procedurer med henblik på at skabe større klarhed over statsministerens funktioner som henholdsvis minister og partileder – udover at det som bekendt er besluttet for fremtiden ikke at anvende ministerlogoet i partimæssig sammenhæng.

 

 

Spørgsmål 130:

 

Hvordan er de skattemæssige forhold vedrørende anvendelsen af Marienborg som "egen bolig" og/eller som lokaler, der udlejes til private formål?

 

 

Svar:

 

Statsministeriet kan oplyse følgende: ”Siden Marienborg i 1962 blev overdraget til staten som ”vederlagsfri sommerbolig for landets statsminister”, har skiftende statsministre kunnet disponere frit over Marienborg og har benyttet lokalerne i varierende omfang. En del af Marienborg (den ”private fløj” på ca. 200 kvm.) er indrettet til privat brug og vil kunne tjene som bolig for den til enhver tid siddende statsminister, mens selve hovedbygningen er indrettet som repræsentations- og mødelokaler.

 

Selv om statsminister Anders Fogh Rasmussen således ville kunne anvende den private fløj som bolig, tilkendegav han allerede ved sin tiltrædelse over for Statsministeriet, at han ikke ville anvende Marienborg som privat eller fritidsbolig. I modsætning til sin forgænger anvender Statsministeren således alene Marienborg som arbejdssted, til møder og som ramme om diverse arrangementer.

 

Udgifter til arrangementer på Marienborg, som ikke kan henføres til funktionen som statsminister, afholdes af Anders Fogh Rasmussen selv eller partiet Venstre. Det er Statsministeriets opfattelse, at statsministerens anvendelse af repræsentationslokalerne på Marienborg til brug for private arrangementer ikke udløser beskatning.

 

Det kan tilføjes, at Statsministeriet er orienteret om, at statsminister Anders Fogh Rasmussen i forbindelse med sine årlige selvangivelser siden november 2001 har oplyst, at Marienborg ikke benyttes til privat beboelse, men at ejendommen enkelte dage om året benyttes privat.”

 

 

Spørgsmål 131:

 

Giver sagerne om den aflyste journalistmiddag og de uopkrævede betalinger for brugen af Marienborg anledning til generelt at præcisere reglerne for ministres anvendelse af statens personale, lokaler og udstyr til private, f.eks. partipolitiske formål?

 

 

Svar:

 

Finansministeriet har til brug for besvarelsen oplyst følgende, hvortil Statsministeriet kan henholde sig:

 

”Udover den klare retningslinie, at ministerierne ikke bør afholde udgifter, som ikke kan henføres til ministeriets virksomhed eller ministerens funktion som minister, ses der ikke at være behov for særlige regler pÃ¥ omrÃ¥det.”