Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 299 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 299
Vil ministeren arbejde for, at så mange EU-medlemslande som muligt støtter det svenske forbud mod Deca-BDE?
Svar
Jeg lægger fortsat vægt på, at anvendelsen af deca-BDE bliver reguleret på EU-plan. Det gælder ikke mindst hovedanvendelsen i elektriske og elektroniske produkter.
Som det fremgår af svar på Miljø- og Planlægningsudvalget spørgsmål 298 - alm. del, så yder Danmark allerede en meget aktiv indsats for at få forbruget af deca-BDE minimeret.
Jeg arbejder naturligvis for at udbrede vores synspunkter om deca-BDE så meget som muligt blandt mine EU-kollegaer, blandt andet ved at fremsende de netop udarbejdede danske rapporter om anvendelsen af deca-BDE i elektriske og elektroniske produkter og de alternativer, der allerede anvendes i stor stil, samt disses miljø- og sundhedsmæssige effekter.