Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 285 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 285
Kan opretholdelsen af en mulighed for (via et fremtidigt naturgenopretningsprojekt) at tilvejebringe en naturnær hydrologi, i en så stor og sammenhængende del af Natura 2000-området som muligt, anses som udmøntning af forpligtelsen til at undgå at skade områdets integritet, ved at sikre de strukturer og særlige funktioner, der er nødvendige for naturtypens tilstedeværelse på lang sigt?
Som det fremgår af mit svar på spørgsmål 284, er hydrologien meget afgørende for, om en højmose kan have gunstig bevaringsstatus. Udtørring og afvanding er sammen med tørveudvinding nogle af de forhold, som har skadet højmoserne mest. Tilvejebringelse af en mere naturlig hydrologi er derfor et af de midler, som hyppigt bringes i anvendelse for at opnå mere gunstig bevaringsstatus for højmoser og for at mindske de skader, som allerede kan være sket, og derved sikre et områdes integritet.