Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 278 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 278
- hvor mange Rentolinramte har søgt ordningen,
- hvor mange ansøgere har fået henholdsvis tilsagn om og afslag på at komme ind under ordningen,
- hvor lang tid forventes at gå inden retssagerne er afsluttede,
- en vurdering af, om ordningen har fungeret hensigtsmæssigt ud fra målet om at hjælpe de Rentolinramte,
- er det Center for MSC, der blev oprettet næsten samtidig med aftalen om støtte til Rentolinramte, som har behandlet problemstillingen med Rentolinramte.
Svar
Låne- og tilskudsordningen til Rentolinramte har været i funktion fra marts 2005. Der er indkommet to ansøgninger, som begge er blevet afvist, da de pågældende husejere ikke havde anlagt sag om erstatning efter at have anvendt Rentolin indendørs. Dette er en forudsætning for at kunne få hjælp efter ordningen.
Baggrunden for etableringen af låne- og tilskudsordningen var, at de anlagte sager trak ud på grund af principielle spørgsmål om mellemhandleres ansvar, som først skulle afklares ved EU-domstolen. Dette skete i januar 2006, hvor det blev klart, at mellemhandlere kunne pålægges ansvar for fejl begået af en producent. Muligheden for at søge tilskud er derfor nu ophørt.
Miljøstyrelsen har været i kontakt med en af advokaterne for de berørte husejere, som har oplyst, at der stadig er en række forhold, der skal afklares i de konkrete sager: Advokaten anslår at domsafsigelse i de anlagte prøvesager tidligst kan forventes om 1½ år. Herefter kan de erstatningssager, der afventer prøvesagerne løses, forhåbentlig løses i løbet af en relativ kort periode.
Der kan kun gisnes om årsagen til den manglende søgning, idet hverken Miljøstyrelsen eller Økonomistyrelsen, som administrerer ordningen, har modtaget skriftlige eller mundtlige forespørgsler om støtteordningen.
Advokaterne for de berørte husejere og Rentolinforeningen er blevet opfordret til at udbrede kendskabet til ordningen til deres klienter og medlemmer. Økonomistyrelsens hjemmeside har indeholdt oplysninger om ordningen, konkrete vilkår, ansøgningsskemaer mv., og på Miljøstyrelsens hjemmeside har der været henvisninger hertil.
Den begrænsede interesse for ordningen kan måske tages som udtryk for, at de fleste af de berørte familier har fundet andre veje til at få udskiftet de Rentolinbehandlede bygningsdele. Ordningen blev først etableret flere år efter, at helbredsproblemer blev forbundet med brugen af Rentolin, og salget af Rentolin til indendørs brug derfor blev forbudt. Mange har nok haft økonomisk mulighed for selv at klare problemet, inden ordningen trådte i kraft, fx ved at optage lån.
I november 2004 indgik Folketingets partier også en aftale om at oprette et videncenter for duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS). Efter aftalen skal centret sikre, at MCS-relevante problemstillinger, som knytter sig til indendørs anvendelse af Rentolin, kan indgå i arbejdet.
Videncentret blev Ã¥bnet 1. januar 2006 pÃ¥ Gentofte Amtssygehus. Centret formidler viden, yder rÃ¥dgivning og søger at fÃ¥ mere viden om forekomsten af duft- og kemikalierelaterede symptomer i befolkningen. VidencenÂtrets opgave er ikke at diagnosticere eller behandle patienter.
Centret vil belyse helbredsmæssige, psykologiske og sociale risikofaktorer for symptomerne og afdække nogle af de sociale og samfundsøkonomiske konsekvenser af duft- og kemikalieoverfølsomhed. Endelig skal centret undersøge nogle af de mulige mekanismer, der ligger bag symptomerne. Det vil også blive belyst om personer med moderate til svære MCS-symptomer har været udsat for Rentolin.
Centret er blevet meget positivt modtaget og er kommet godt fra start - en rådgivningstelefon er åben 2 gange ugentligt, og projekterne forløber planmæssigt, og inddrager Rentolin som forudsat.