Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 268 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål nr. 268:
Hvad kan ministeren oplyse vedrørende en evt. aftale om CO2-begrænsning, som er forhandlet mellem delstaten Californien og Storbritannien jf. Politiken den 1. august 2006?
Svar:
Til udvalgets orientering kan det oplyses, at delstaten Californien og Storbritannien den 31. juli 2006 indgik en aftale, der i hovedtræk går ud på, at samarbejde om forskningsresultater, dele erfaringer, finde nye løsninger og arbejde for at oplyse offentligheden om behovet for aktivt at adressere klima forandringer og fremme vedvarende energi og energieffektivitet. Af aftalen fremgår det bl.a. at delstaten Californien og Storbritannien forpligter sig til at samarbejde og koordinere energisektorens omstilling til renere teknologier. Endvidere vil de, som det også er nævnt i Politiken den 1. august 2006, undersøge mulighederne for at koble CO2-handelssystemet på tværs af Atlanten. Storbritannien vil endvidere dele de erfaringer, der er gjort i EU med hensyn til handel med CO2-kvoter. Aftalen kan læses på web-adressen: http://www.pm.gov.uk/output/Page9943.asp