J.nr. 3034-0294

 

 

  

Den 28. august 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 247 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 247

Kan ministeren redegøre for fastsættelse af grænseværdien for PCB-holdigt affald til deponi på 1000 mikrogram PCB pr. kg affald?

 

Svar

I POP-forordningen opereres der med to sæt grænseværdier. Grænseværdien ”low level” fastsætter, hvornår affald, der indeholder PCB, skal behandles på en sådan måde, at PCB’erne i affaldet destrueres. Denne værdi er for PCB fastsat til 50 milligram pr. kg (mg/kg) og fremgår af bilag IV til POP forordningen.

 

Desuden skal der fastsættes en maksimumsgrænseværdi for, hvornår affald, der indeholder PCB, skal behandles på en sådan måde, at PCB’erne i affaldet destrueres på trods af, at destruktion ikke er den foretrukne behandling. Denne maksimumsgrænseværdi skal forhindre, at PCB-holdigt affald hverken deponeres i nedlagte miner og andre klippeformationer, eller på deponier for farligt affald med et uacceptabelt højt indhold af POP stoffer. I Kommissionens forslag var der ikke fastsat nogen maksimumsgrænseværdi for affald, der skulle deponeres i klippeformationer eller i nedlagte miner, hvilket Danmark fandt problematisk.

 

Maksimumsgrænseværdien er fra dansk side foreslået til 1000 milligram pr. kg og gælder for både bortskaffelse på et deponi for farligt affald og for deponi i klippeformationer og nedlagte miner. Værdien er fastsat ud fra EU’s kriterier for klassificering af farligt affald og blev oprindeligt foreslået i forbindelse med forhandlingerne af POP forordningen i 2003/2004.