Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 235 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere vedlagte pressemeddelelse fra Foreningen til bevarelse af naturen i den østlige del af Åmosen.      
Svar
Ikke mindst i lyset af den lokale debat, vil jeg gerne understrege, at der ikke er truffet nogen beslutning om, hvorvidt projektet skal realiseres. Det beror på afrapportering af forprojekteringen, som Skov- og Naturstyrelsen har ansvar for.
I forbindelse med forprojekteringen er der nedsat en følgegruppe til at rådgive Skov- og Naturstyrelsen. Følgegruppen har bl.a. deltagelse af de større landbrug i området, DN, Friluftsrådet, Vestsjællands Amt, kommunerne og Foreningen til bevarelse af naturen i den østlige del af Åmosen.
Foreningen til bevarelse af naturen i den østlige del af Åmosen meddeler den 26. juni med pressemeddelelsen, at de melder sig ud af følgegruppen. Det er samme dag følgegruppen holder møde om de første resultater af de mere detaljerede tekniske analyser, som er forudsætningen for at kunne fastlægge de forskellige projektmuligheder.
Det er således beklageligt, at foreningens udmeldelse falder samtidigt med at det analysemateriale, som bl.a. efterlyses af foreningen, skal diskuteres for første gang. I analyserne er foreningens synspunkter behandlet, og de vil også fortsat indgå i analysearbejdet. Skov- og Naturstyrelsen og følgegruppens formand har offentligt beklaget udmeldelsen og anmodet foreningen om at genoverveje beslutningen.
I forprojekteringen lægges der i øvrigt vægt på åbenhed, dialog og offentlig inddragelse. Udover arbejdet i følgegruppen sker det bl.a. ved afholdelse af offentlige møder, oprettelse af hjemmeside, nyhedsbreve, ekskursioner, foreningsmøder og besøg af lodsejere i marken.