J.nr. M 1034 - 0900

 

Den 20. november 2006

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 228 (alm. del) som blev stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 7. juni 2006.

 

Spørgsmål nr. 228:

 

Hvad er ministerens vurdering af risikoen ved at skibe som kan laste op til 4000 m3 gas, laster meget tæt på Fredericia indre by

 

Svar:

 

Som nævnt under min besvarelse af spørgsmål 227 er der tale om en virksomhed, der er omfattet af Risikobekendtgørelsen på grund af de meget store mængder farlige stoffer, der er til stede. Alle risikovirksomheder udgør potentielt en risiko for deres omgivelser.

 

Der sker imidlertid en nøje gennemgang af virksomhedens indretning og af driften for hermed at afdække evt. svage punkter og kræve disse afhjulpet

 

Ved vurderingen af risikovirksomhedernes sikkerhedsforhold indgår også afstanden til boliger og anden følsom arealanvendelse.

 

Som nævnt under min besvarelse af spørgsmål 227 sker der i øjeblikket en myndighedsgennemgang af virksomhedens sikkerhedsrapport. Denne gennemgang er endnu ikke tilendebragt, men det foreløbige arbejde har ikke afdækket svagheder, der nødvendiggør en hurtig indgriben. Tilsvarende har heller ikke den tidligere gennemgang af sikkerhedsforholdene omkring udskibningsterminalen i Fredericia afdækket sikkerhedsmæssige problemer.

 

Som nævnt under min besvarelse af spørgsmål 227 påhviler det den enkelte risikomyndighed, indenfor hver sit ansvarsområde, at vurdere de sikkerhedsmæssige forhold ved risikovirksomheder. Da havneterminalen i Fredericia i en ulykkessituation kan give anledning til brand og eksplosion, men ikke i videre omfang til miljømæssig forurening, er det primært beredskabsmyndigheden, der skal forholde sig til de sikkerhedsmæssige forhold på det omhandlede anlæg.

 

Ud fra de foreliggende oplysninger finder jeg det imidlertid godtgjort, at de lokale myndigheder behandler sikkerhedsrapporten i overensstemmelse med kravene i Risikobekendtgørelsen og at sikkerhedsforholdene omkring udskibningen på Shells havneterminal overholder de krav, der bør stilles til et sådant anlæg.

 

Â