J.nr. 1034-0867

 

 

  

Den 23. maj 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 208 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål nr. 208

 

Ministeren bedes kommentere vedhæftede artikler fra Ingeniøren af 21. april 2006 og oplyse om tallene kan overføres til danske forhold?

 

 

Svar

 

Artiklerne omtaler en engelsk undersøgelse om transportens bidrag til fødevarers miljøbelastning. Undersøgelsen viser, at fødevaretransport koster det britiske samfund 100 mia. kr. årligt i skjulte omkostninger i form af forurening, trafikpropper, færdselsuheld mv.

 

Det er et stort tal, men omvendt kan det ikke overraske, at der er samfundsmæssige omkostninger forbundet med den omfattende transport, der er en følge af, at forbrugerne året rundt efterspørger friske jordbær og nye kartofler.  

 

Tallene fra den engelske undersøgelse kan ifølge Miljøstyrelsen ikke direkte overføres til danske forhold, bl.a. på grund af forskelle i fødevareproduktion og kostvalg, men undersøgelsen peger på en udvikling, som formentlig i et eller andet omfang også gælder under danske forhold.

 

Den danske database, der omtales i artiklerne, er en såkaldt LCA-database, som Miljøstyrelsen har fået udviklet. Den er udviklet til at vurdere, hvor i produktionsprocessen man med fordel kan sætte ind for at reducere miljøbelastningen. Denne database og Miljøstyrelsens andre LCA-databaser er offentligt tilgængelige.