|
J.nr. M 1034-0864 Den 29. maj 2006 |
|
|
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 203 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 26. april 2006.
Spørgsmål nr. 203:
Hvor meget er udledningen af CO2 og de øvrige drivhusgasser steget i de ikke-kvotebelagte samfundssektorer, herunder transport og landbrugssektoren, og hvad betyder dette for allokeringsplanen for 2008-2012, herunder fordelingen af kvoter til de kvotebelagte samfundssektorer?
Svar:
Udledningen af CO2 og de øvrige drivhusgasser i de ikke-kvotebelagte sektorer er samlet faldet fra 38,1 mio. ton CO2-ækv. i 2000 til 37,8 mio. ton CO2-ækv. i 2004 - et fald på 0,3 mio. ton CO2-ækv. Udledningen i de ikke-kvotebelagte sektorer udgør 56% af den samlede udledning i 2004.
Udledningen inden for de ikke-kvotebelagte sektorer udgøres primært af transport og jordbrug. Transportens udledning af drivhusgasser er steget med 1 mio. ton CO2-ækv. i perioden 2000-2004, mens udledningerne i jordbruget er faldet 1 mio. ton CO2-ækv. i samme periode. Transportsektoren står for 20% og jordbruget for knap 18% af den samlede danske drivhusgasudledning i 2004.
Implementering af omkostningseffektive tiltag inden for de ikke-kvotebelagte sektorer overvejes i forbindelse med den nationale allokeringsplan 2008-2012.