J.nr. 101-00178

 

Den 21. marts 2006

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 169 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg



Spørgsmål 169

Kan ministeren bekræfte oplysningerne i marts-nummeret, side 6, af Vindinformation fra Vindmølleindustrien, hvor Nordjyllands amtsborgmester siger, at grunden til, at de endnu ikke har godkendt placering af nye store landmøller er, at regeringen/Skov- og Naturstyrelsen endnu ikke har givet dem en garanti for, at de gamle møller rives ned, når de nye opføres? Vil ministeren i så fald tage initiativ til, at en sådan garanti fremskyndes?

 


Svar

Der er ikke tale om, at Nordjyllands Amt stadig venter på en ”garanti” fra Skov- og Naturstyrelsen, hvilket da også fremgår af indlægget i Vindinformation.

Jeg kan oplyse, at Orla Hav skrev til energiministeren og til mig den 12. oktober 2004 og opfordrede os til at tilvejebringe en lovhjemmel, således at områder udlagt som erstatningsparker alene kan anvendes til opførelse af erstatningskapacitet for uheldigt opstillede vindmøller.

Spørgsmålet blev derefter drøftet på embedsmandsniveau mellem Skov- og Naturstyrelsen og amtet, som på baggrund heraf i stedet bad om anvisning på en alternativ metode til en samlet planlægning, som uden ændring af lovgivningen muliggør en kobling mellem områder til erstatningsmøller og skrottede vindmøller.

Skov- og Naturstyrelsen udarbejdede i den anledning et notat om en kobling mellem skrottede vindmøller og områder til erstatningsmøller, som jeg sendte til Orla Hav den 11. april 2005.