J.nr. 7034-0028

 

Ref.

  

 

 

Den 3. april 2006

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 163 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg 6. marts 2006.

 

 

Spørgsmål nr. 163

”Hvad kan ministeren oplyse om salget af imprægneret træ i Danmark, herunder om salg af den andel af imprægneret træ der indeholder uønskede midler?”

 

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

”Alle midler, der anvendes til imprægnering af træ er potentielt skadelige for mennesker og/eller miljøet. Der skelnes derfor kun mellem de af Miljøstyrelsen godkendte og ikke-godkendte imprægneringsmidler. Godkendte imprægneringsmidler er midler, der har en påviselig positiv effekt på det imprægnerede træs levetid og som ikke påvirker mennesker og/eller miljøet i unødig grad.

Der eksisterer ingen opgørelse over salget af træ imprægneret med ikke-godkendte midler.

Træbranchens Oplysningsråd (TOP) oplyser, at mængden af tryk- og vakuumimprægneret træ, der sælges i Danmark, er stigende. Den danske produktion af vakuumimprægneret træ er stigende, hvorimod den danske produktion af trykimprægneret træ er faldende.
En stigende del af det imprægnerede træ, som omsættes i danske tømmerhandler, er hovedsageligt importeret fra Sverige, mens en mindre del stammer fra
Baltikum, Polen, Hvide Rusland Norge og Tyskland.

Fordelingen af salget af dansk produceret imprægneret træ og importeret imprægneret træ er oplyst af TOP til ca. 50:50. Den danske produktion i 2004 udgjorde jf. Dansk Imprægneringskontrol (DI) 144.301 m3, hvoraf 3.455 m3 blev eksporteret. Herved udgjorde salget af dansk produceret imprægneret træ i Danmark i samme år 141.154 m3. Den samlede mængde af imprægneret træ solgt i Danmark i 2004 anslås derved på baggrund af TOP’s oplysninger til ca. 280.000 m3, hvoraf ca. 240.000 m3 var trykimprægneret træ.”