Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 157 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 157
I svaret bedes det blandt andet oplyst om:
- sagen er så alvorlig, at virksomheden bør lukkes, og om ministeren mener, at virksomheden bør gøres ansvarlig for forureningen og betale til omkostningerne til oprydning m.v.?
- der er tidligere konstateret problemer med omlastningen af dette affald til eksport på andre pladser i Danmark, herunder fra Prøvestenen?
- hvad der kan oplyses om virksomhedens forurening ved omlastning og deponering af affald i Norge?
- hvad der er status for udvikling af alternativer til deponering af røggasrensningsaffald fra Danmark i Norge - alternative teknologier, som kan overflødiggøre eksporten af affald og erstatte et dansk affaldsproblem med dansk eksport af teknologi?
Svar
Jeg kan oplyse, at Shipping.dk har besluttet at lukke anlægget på Køge Havn fra og med den 7. marts 2006. Firmaet har oplyst, at det ikke længere modtager røggasrensningsaffald og kun mangler at sende en enkelt skibslast af sted.
Roskilde Amt, som fører tilsyn med virksomheden, er i gang med at undersøge, i hvilket omfang virksomhedens aktiviteter har forurenet omgivelserne. En indledende undersøgelse viser, at området er forurenet, men Amtet mangler at fastlægge den præcise udbredelse af forureningen. Det vil ske i løbet af de næste par måneder. Da den samlede undersøgelse endnu ikke er afsluttet, kan Amtet derfor ikke på nuværende tidspunkt oplyse, hvilke konkrete tiltag der vil blive iværksat over for virksomheden.
Det er min vurdering, at en eventuel oprydning som udgangspunkt bør følge princippet om, at det er forureneren, der betaler. Hvis der er behov for oprydning af grunden, og det kan dokumenteres, hvem der har forurenet, og at der er tale om en ulovlig handling, så mener jeg, at den ansvarlige skal dække omkostningerne til oprydningen.
I København findes der en tilsvarende udskibningsplads for røggasrensningsaffald. Den ligger ved Margrethe Holm Havn og blev taget i drift i 2003. Miljøkontrollen, som fører tilsyn med anlægget, har oplyst, at dette anlæg ikke har problemer med at overholde miljøgodkendelsen.
Ved indskibning af røggasrensningsaffaldet i Norge, er det de norske miljømyndigheder, der har ansvaret for, at omlastningen og deponeringen af røggasrensningsaffaldet sker miljømæssigt forsvarligt. Så vidt jeg er orienteret, foregår omlastningen af røggasrensningsaffaldet på en fornuftig måde i Norge, hvor eventuelt spild opsamles.
Miljøstyrelsen har oplyst, at der er en række udviklingsprojekter i gang – både herhjemme og i udlandet. Jeg har bedt Miljøstyrelsen i samarbejde med relevante aktører om at komme med et udspil til en politisk drøftelse om den fremtidige håndtering af røggasrensningsaffaldet til september 2006.