Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 118 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 118
Svar
Der findes endnu ikke et officielt forslag fra Kommissionen til ændring af direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.
Der blev i foråret 2005 udsendt et udkast til forslag, hvor den nuværende procedure for godkendelse af plantebeskyttelsesmidler ændres. I dag skal aktivstoffet først vurderes på EU niveau og optages på bilag I til direktivet (positivlisten), hvis der findes mindst én acceptabel anvendelse i et land eller område i EU. Inden et plantebeskyttelsesmiddel indeholdende et aktivstof, der er optaget på positivlisten, må markedsføres og anvendes i de enkelte lande, skal midlet godkendes nationalt.
Af udkastet til ændringsforslag fremgår, at EU opdeles i 3 zoner, og at midlerne godkendes i zonerne, når aktivstoffet er optaget på bilag I. Dvs. der lægges op til, at hvis ét land i en zone har vurderet, at et middel kan godkendes, skal andre lande i den zone også godkende midlet, hvis firmaet ansøger om godkendelse i disse lande, og hvis forholdene er sammenlignelige. Det fremgår ikke klart af udkastet, hvilke muligheder der kan være for at afvise en godkendelse givet af et andet land i zonen, men i udkastet til forslag ændres den nationale godkendelsesordning, som vi kender den i dag. Hvis udkastet til forslag måtte blive vedtaget, som det foreligger nu, er det sandsynligt, at det vil betyde, at der kan blive godkendt flere midler, end der er i dag.
Â
Kommissionen har oplyst, at forslaget til ændring af direktiv 91/414/EØF forventes fremsat i juni 2006. Det er på nuværende tidspunkt uklart i hvilket omfang den eksisterende nationale godkendelsesordning vil blive ændret i det kommende forslag, men Danmark vil følge Kommissionens arbejde med ændringsforslaget tæt.