24. oktober 2005
Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 7-8 (Alm. del - bilag 3 og 8), vedrørende fonden Station Next samt ikke-kommercielt lokal-tv, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 11. oktober 2005.
Spørgsmål nr. 7-8
(Alm. del - bilag 3 og 8), vedrørende fonden Station Next samt ikke-kommercielt lokal-tv
Skrivelse af 11. oktober 2005
Svar til Folketingets kulturudvalg fra kulturministeren.
Spørgsmål nr. 8:
"Vil ministeren kommentere henvendelsen af 10/10-05 fra TV Korup, jf. KUU alm. del – bilag 8?"
Svar:
Korup Lokal TV anfører i sin henvendelse til Folketingets Kulturudvalg, at nedsættelsen af tilskudspuljen til ikke-kommerciel lokal radio- og lokal-tv-produktion og de ændrede regler for fordeling af tilskud vil medføre lukning af en række lokal-tv-stationer og generelt et ringere udbud af lokal-tv.
Henvendelsen er imidlertid baseret på en række misforståelser.
Jeg skal indledningsvist fastslå, at det ikke er hensigten at nedsætte størrelsen af puljen til tilskud til lokal radio- og fjernsynsvirksomhed, hvilket også fremgår af det omtalte forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Der er alene tale om, at der fremover kun ydes én slags tilskud (i modsætning til fire i dag). Det betyder, at de enkelte lokale stationer – alt andet lige – vil modtage et højere tilskud, fordi puljen er af samme størrelse som hidtil samtidig med, at puljen ikke længere er opdelt i driftstilskud, som blev tildelt de tilskudsberettigede stationer efter objektive kriterier, og programtilskud, som blev tildelt efter konkret vurdering. Fremover ydes der alene et generelt tilskud – beregnet på grund af antal sendetimer – til programvirksomheden.
Nedlæggelsen af de lokale radio- og fjernsynsnævn får ingen betydning for de lokale stationers mulighed for at få tilskud til programvirksomheden, jf. ovenfor.
Jeg skal bemærke, at de kommercielle lokal-tv-stationer, der sender i netværk, ifølge den gældende lov om radio- og fjernsynsvirksomhed har en forpligtelse til dagligt at sende mindst ½ times lokalt producerede nyheds- og aktualitetsprogrammer eller andre programmer med udgangspunkt i lokalsamfundet. Det er hensigten at videreføre denne forpligtelse i den reviderede bekendtgørelse om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.
Jeg mener ikke, at de kommercielle lokal-tv-stationer skal finansiere de ikke-kommercielle stationer, som foreslået af Korup Lokal TV, heller ikke efter et eventuelt salg af lokal-tv-sendemulighederne. Jeg henviser i den forbindelse til, at det i forbindelse med afskaffelsen af networkingafgiften i 2002 blev besluttet, at de kommercielle stationer ikke skal bidrage til tilskuddet til ikke-kommerciel programvirksomhed. Dertil kommer, at jeg generelt ikke finder det rimeligt, at de kommercielle lokal-tv-stationer skal medfinansiere de ikke-kommercielle stationer.