Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

24. oktober 2005

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 7-8 (Alm. del - bilag  3 og 8), vedrørende fonden Station Next samt ikke-kommercielt lokal-tv, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 11. oktober 2005.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 7-8

(Alm. del - bilag 3 og 8), vedrørende fonden Station Next samt ikke-kommercielt lokal-tv

Skrivelse af 11. oktober 2005

 

Svar til Folketingets kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål nr. 7:

 

"Vil ministeren kommentere henvendelsen af 3/10-05 fra fonden Station Next, jf. KUU alm. del – bilag 3?"

 

Svar:

 

Jeg kan i forbindelse med Fonden Station Next’s henvendelse af 3. oktober 2005 til Kulturudvalget oplyse følgende om Fonden Station Next:

 

Fonden Station Next er en almennyttig fond stiftet i 2000 af Hvidovre Kommune, Ungdomsbyen, Statens Pædagogiske Forsøgscenter, Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber, Danske Film- og TV producenter, Nordisk Film & TV A/S, Zentropa Productions ApS, TV 2/DANMARK og DR. Fondens formål er bl.a. at give børn og unge med forskellige forudsætninger og kulturelle baggrunde mulighed for at forstå og udtrykke sig via levende billeder samt at fremme og stimulere et aktivt samspil mellem undervisningssektoren og hele film-, tv- og multimediebranchen samt relaterede områder inden for kulturerhvervssektoren. Fonden tilbyder på den baggrund fritidsundervisning for aldersgruppen 13-18 år, dagkurser for skoleklasser, filmlejrskoler, videre- og efteruddannelser for lærere og pædagoger mv. Aktiviteterne foregår primært i Filmbyen i Avedøre.

 

Den samlede finanslovsbevilling til Station Next udgjorde i 2001 5,0 mio. kr. til etablering af Station Next. I 2002 blev der ydet i alt 1,5 mio. kr. af tipsmidlerne til videreetablering af Station Next.

 

Folketingets Finansudvalg tiltrådte den 9. april 2003 aktstykke 102 9/4-2003 om bl.a. afsættelse på finansloven af en udgiftsbevilling på 5,0 mio. kr. årligt i perioden 2003-2006 til tilskud til Fonden Station Next med henblik på at sikre institutionens fortsatte drift og udvikling, da brugerbetaling kun i begrænset omfang kan finansiere aktiviteterne. Tilskuddet finansieres ved overførsel af licensmidler.

 

Medie- og Tilskudssekretariatet fører tilsyn med anvendelsen af det bevilgede beløb til Fonden Station Next.