Aftale om mere frie priser på det det danske bogmarked.
Efter drøftelse af anbefalingerne i rapporten fra udvalget vedrørende fremtidens danske bogmarked, er aftaleparterne (Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten) enige om at tage en række initiativer til at sikre mere fri prisdannelse på bogmarkedet for at fremme en udvikling mod billigere bøger og flere læsere i Danmark.
Aftaleparterne støtter med en enkelt tilføjelse de initiativer, der indgår i aftalen om yderligere liberalisering af bogmarkedet af november 2005 indgået mellem Konkurrencestyrelsen og Forlæggerforeningen:
1. Et forlag skal alene have mulighed for at fastsætte bindende videresalgspriser på op til 10 % af alle forlagets nyudgivelser
2.  Aftaleparterne er enige om, at når en bog kommer i bogklub, skal den samtidig gives fri pris i alle andre udgaver
3. Fastprisperioden forkortes til kun at gælde udgivelsesåret og de første fem måneder af det efterfølgende kalenderår
4. Der skal ikke længere kunne fastsættes bindende videresalgspriser på nye udgivelser af værker, der tidligere har været udgivet i Danmark.
Aftaleparterne ønsker med ovennævnte punkt 2 at sikre, at aftalen mellem Konkurrencestyrelsen og Forlæggerforeningen ikke medfører, at forlagene via deres bogklubpolitik får mulighed for at fastholde boghandlerne i en urimelig konkurrencesituation ved at fastholde faste priser hos boghandlerne samtidig med at de udbyder de samme bøger i stærkt prisreducerede bogklubudgaver
Med henblik på at kunne etablere et forbedret grundlag for vurdering af bogmarkedets udvikling er aftaleparterne – i forlængelse af  bogmarkedsudvalgets anbefalinger – enige om, at der nedsættes et udvalg med deltagelse af ministerier og  interessenter til overvågning af bogmarkedet, særligt hvad angår bøgers tilgængelighed, udgivelsen af kvalitetslitteratur og kulturpolitiske hensyn. Dette udvalg får endvidere til opgave at etablere en forbedret statistikproduktion om bøger og bogmarked.
På baggrund af det nye bogudvalgs analyser og overvejelser vil aftaleparterne i folketingsåret 2008/09 drøfte situationen på bogmarkedet i Danmark, herunder behovet for evt. nye initiativer.
Aftaleparterne vil medvirke til at ovenstående initiativer gennemføres hurtigst muligt.