Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

21. november 2005

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 4 og 5 (Alm. del - bilag 6),   stillet af Folketingets Kulturudvalg den 5. oktober 2005.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


 Spørgsmål nr. 4 og 5

(Alm. del - bilag 6),   

Skrivelse af 5. oktober 2005

 

Svar til Folketingets kulturudvalg fra kulturministeren.

 

 

Spørgsmål nr. 5 :

"Ministeren bedes redegøre for, hvordan man kan sikre en mere gennemsigtig og smidig procedure omkring momsfritagelsen af de almennyttige foreninger."

 

Svar:

Da reglerne om momsfritagelse hører under Skatteministeriet, har jeg videresendt spørgsmålet til skatteministeren med henblik på en udtalelse.

 

Skatteministeren har oplyst følgende, som jeg ligeledes i det hele kan henholde mig til:

 

”I forbindelse med fusionen mellem ToldSkat og de kommunale skatteforvaltninger her den 1. november 2005 er der oprettet 30 skattecentre rundt om i landet, som skal vejlede, informere og træffe afgørelser i forhold om blandt andet moms.

 

Nogle opgaver kræver dog særlig kompetence eller forekommer ikke så hyppigt. Sådanne opgaver er derfor placeret i et enkelt eller enkelte skattecentre, som kaldes kompetencecentre. Netop momsfritagelsen for velgørenhed er pr. 1. november 2005 placeret i et sådant kompetencecenter (Skattecenter Rønne).

 

For god ordens skyld kan jeg endvidere oplyse, at praksis for, hvornår et konkret arrangement eller forening er velgørende og dermed momsfritaget er beskrevet i Momsvejledningen, som opdateres flere gange om året. Momsvejledningen kan findes på www.skat.dk.

 

Endvidere er der fra den 1. november 2005 – som noget nyt – indført mulighed for, at skatteydere også kan få bindende svar fra skatteforvaltningen i momsspørgsmål. Meningen hermed er, som det allerede gælder på indkomstskatteområdet, at man på forhånd kan få en afgørelse i tvivlstilfælde, som efterfølgende er bindende for myndighederne.”