TALE

 

28. oktober 2005

 

Arrangement:

Samråd i Kulturudvalget

Dato og klokkeslæt:

28. oktober kl. 14

Sted:

Folketinget, vær. S-092

Evt. andre forhold ministeren bør være opmærksom på:

Ved samrådet deltager Steen Kyed

Kontaktperson:

Anne Mette Risager

 

Flg. spørgsmål ønskes drøftet ved samrådet:

 

L)

”Vil ministeren nærmere redegøre for, hvorfor ministeren i 2004 bevilgede 250.000 kr. til et projekt om krigsskibsmodeller fra koldkrigstiden, hvis projektet tidligere havde fået afslag om støtte af såvel Aalborg Marinemuseum og Orlogsmuseet?” 

M)

”Kan ministeren bekræfte forud at have drøftet projektet og bevillingen med Louise Frevert, hvis tidligere medarbejder var projektansøger?”

N)

”Har projektforslaget tidligere fået afslag på ansøgningen om midler fra puljer under Kulturministeriets institutioner?”

 

Talepunkter:

 

Indledning

Indledningsvis vil jeg godt have lov til at sige lidt om den såkaldte tipsrådighedssum, som er den pulje, Modelbyggegruppen af 1999 har fået tilskud fra.

 

På det kulturelle tipsaktstykke, som hvert år vedtages af Folketingets Finansudvalg, findes der en puljebevilling, rådighedspuljen, som i daglig tale omtales som tipsrådighedssummen.

 

Af aktstykketeksten fremgår: (jeg citerer) ”Puljen fordeles løbende af Kulturministeriet fortrinsvis til formål af presserende karakter, til mindre, konkrete projekter m.v., herunder forsøgsprojekter, undersøgelsesarbejde og lignende formål” (citat slut)

 

Tipsrådighedssummen kan og skal altså disponeres af kulturministeren. Hvis puljens midler anvendes til projekter over 1 mio. kr., er det Kulturministeriets interne regel, at sagen normalt skal forelægges særskilt for Finansudvalget.

 

Tipsrådighedssummen er ikke rettet mod et bestemt velbeskrevet formål, sådan som det er tilfældet med de øvrige konkrete puljer på tipsaktstykket, f.eks. musik, handicapforanstaltninger, teatre o.s.v. Puljen fordeles som nævnt løbende og fortrinsvis til mindre projekter.

 

Forslag til initiativer, der ønskes støttet af tipsrådighedssummen kan komme fra mange sider. Først og fremmest modtager  Kulturministeriet utallige ansøgninger til projekter, som ikke umiddelbart passer til en af de øvrige puljer på tipsaktstykket med et konkret formål. Men initiativet kan også komme fra mig eller fra politiske kolleger der har projekter, de ønsker fremmet.

 

For at et projekt kan støttes, er det naturligvis altid en forudsætning, at det holder sig inden for puljens formål.

 

Hvis jeg beslutter, at der skal ydes støtte inden for puljens rammer, træder en særlig procedure i kraft.

 

Tilskudsmodtagere af tipsrådighedssummen vil på linje med andre tilskudsmodtagere på tipsaktstykket skulle acceptere nøjagtige bevillingsbetingelser, før pengene kan komme til udbetaling herunder budget og tidsplan for projektet. Ligeledes er det et krav, at der efter projektets afslutning indsendes et revideret regnskab.

 

De forhold omkring tipsrådighedssummen og procedurerne for så vidt angår beslutninger om tildeling af tipsrådighedssummen er også de procedurer, som ligger til grund for tildeling af tilskud til Modelbyggegruppen af 1999.

 

De 3 spørgsmål

Nu vil jeg så forholde mig nærmere til de tre spørgsmål, som Kulturudvalget har stillet til drøftelse på dette samråd omhandlende Kulturministeriets tipsbevilling til den såkaldte Modelbyggegruppe af 1999.

 

L)

Til det første spørgsmål om, hvorfor jeg har givet støtte til projektet, når det tidligere har været afvist fra anden side, kan jeg oplyse, at Kulturministeriet, på det tidspunkt hvor ansøgningen blev behandlet, ikke havde kendskab til at Modelbyggegruppen af 1999 havde søgt støtte andre steder eller fået afslag herpå.

 

Det er der ikke i sig selv noget mærkeligt ved. Typisk vil en ansøger formentlig forsøge at opnå midler fra forskellige kanaler herunder private fonde, hvis det er muligt, til et givet projekt. Men det er næppe noget, en ansøger gør opmærksom på, så længe de rent faktisk ikke har modtaget et tilsagn om støtte.

 

M)

På spørgsmålet om hvorvidt jeg har drøftet projektet med Louise Frevert på forhånd, kan jeg bekræfte, at Louise Frevert gjorde mig opmærksom på projektet fra Modelbyggegruppen af 1999 i forbindelse med drøftelser om fordelingen af tips- og lottomidlerne for 2004/2005.

 

Jeg vil gerne understrege, at grundlaget for mine drøftelser med Louise Frevert og min efterfølgende beslutning om at støtte projektet  var, at det pågældende projekt klart falder inden for det kulturministerielle område. Projektet belyser den kolde krig – en epoke, jeg som minister finder interessant at få belyst. Jeg fandt derfor projektet støtteværdigt også under hensyn til, at det evt. kan kombineres med andre museale projekter på Holmen fx Fregatten Peder Skram.

 

N)

For så vidt angår spørgsmålet om tidligere ansøgninger om samme projekt, kan jeg oplyse, at Modelbyggegruppen af 1999  tidligere har ansøgt om andel af tips- og lottomidlerne i forbindelse med samme projekt. Ansøgningen fik i januar 2003 et såkaldt administrativt afslag fra det, der den gang hed Medie- og Tilskudssekretariatet under Kulturministeriet, og nu hedder Kulturministeriets Administrationscenter.

 

Kulturministeriets Administrationscenter har over for mig oplyst, at de hvert år modtager ganske mange ansøgninger. Proceduren er sådan, at hvis de umiddelbart falder uden for Kulturministeriets konkrete tilskudspuljer, vurderer Administrationscenteret, om ansøgningen skal have et såkaldt administrativt afslag eller om et fagligt organ – fx en af ministeriets styrelser eller fagkontoret skal høres om en evt. positiv indstilling i forhold til tipsrådighedssummen, som ligger uden for de forskellige konkrete tilskudspuljer. Ansøgningen fra Modelbyggegruppen af 1999 faldt ikke direkte inden for en af de konkrete tilskudspuljer.

 

Afslutningsvis vil jeg gerne tilføje, at hvert år er der tale om en prioritering af de mange ansøgninger, som vi modtager i forbindelse med fordelingen af tips- og lottomidlerne, ansøgninger, der langt overstiger Kulturministeriets andel af tips- og lottomidlerne. Derfor er der som sådan ikke noget mærkeligt i, at en ansøger forsøger at søge igen på et senere tidspunkt, hvis de har fået afslag.