Besvarelse af spørgsmål nr. 85 (Alm. del), som Folketingets Kommunaludvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 15. marts 2006

 

Spørgsmål nr. 85:

”I forbindelse med udligningsreformaftalen bedes ministeren redegøre for, hvorledes de hovedstadskommuner, der oplever en lav vækst eller stagnation, vil blive kompenseret, såfremt den gennemsnitlige vækst i det samlede hovedstadsområde vokser mere end landsgennemsnittet og landsudligningen derfor hæves, mens hovedstadsudligningen reduceres. Der ønskes en oversigt over de årlige vækstrater i beskatningsgrundlaget for hver enkelt hovedstadskommune samt hovedstadskommunerne under ét fra 1990 og frem.”

 

Svar på spørgsmål nr. 85:

De generelle kommunaløkonomiske vilkår for det kommende år fastlægges normalt i forbindelse med regeringens forhandlinger med KL om en økonomiaftale. Som led i aftalen fastlægges bloktilskuddet ud fra en vurdering af den samlede udvikling i den kommunale økonomi.

 

I den enkelte kommune svarer udviklingen imidlertid ikke nødvendigvis til den gennemsnitlige udvikling. Kommunens indtægtsmuligheder fra forskellige indkomstkilder, fx selskabsskat og grundskyld, kan udvikle sig anderledes end i det øvrige land, ligesom kommunen kan forvente en anden udvikling på udgiftssiden, fx som følge af demografiske forhold.

 

I det omfang en anderledes udvikling kan henføres til forhold, som indgår i udligningssystemet, vil kommunen kunne forvente en automatisk kompensation for den anderledes udvikling via dette system. Men da udligningen ikke er på 100 procent, må kommunen i et vist omfang selv foretage en økonomisk tilpasning til de lokale forhold.

 

Tilsvarende gælder det for den særlige reguleringsmekanisme for landsudlingen, der er indeholdt i finansieringsreformen, at den hviler på en beregning for hovedstadsområdet som helhed, og at reguleringen udløses, hvis den samlede vækst i hovedstadsområdet er tilstrækkelig høj sammenlignet med væksten i det øvrige land.

 

For den enkelte kommune i hovedstadsområdet kan der være tale om en anderledes udvikling end i området som helhed. Kommunen vil i denne situation skulle foretage en vis tilpasning til de lokale forhold, men som følge af den særlige udligning inden for hovedstadsområdet vil en lokal afvigelse imidlertid blive imødegået via denne særlige ordning. Ligeledes vil de særlige forhold kunne påvirke kommunens bidrag til eller tilskud fra landsudligningen.

 

Det skal bemærkes, at der i øvrigt ikke er noget til hinder for i lovgivningen at foretage en samlet eller gradvis forhøjelse af udligningsniveauet uden hensyn til udviklingen i beskatningsgrundlaget i de enkelte dele af landet. Fastsættelse af udligningsniveauet er således et politisk spørgsmål. Den reguleringsmekanisme, som er beskrevet i lovforslaget, sikrer imidlertid, at der alene sker en forhøjelse af udligningsniveauet, når væksten i hovedstadsområdet er højere end i det øvrige land.

 

For så vidt angår udviklingen i de enkelte kommuners beskatningsgrundlag i hovedstadsområdet siden 1990 henvises til vedlagte tabel.