Dato:            26. april 2006

Kontor:         Kommunaløkonomisk kt.

J.nr.:             2006-2400-39

Sagsbeh.:   BS

Fil-navn:       alm del spm 82

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 82 (Alm. del), som Kommunaludvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 15. marts 2006

 

Spørgsmål nr. 82:

"I forbindelse med udligningsreformen ønskes en redegørelse for, hvilke kommuner, der ikke omfattes af nedslagsordningen vedr. udligning af selskabsskat for så vidt, at ordningen kun gælder for kommuner, der lider et tab ved de samlede ændringer. For hver af de kommuner, der ikke omfattes af nedsalgsordningen, for så vidt, at kommunerne står til en samlet gevinst, ønskes det specificeret, hvor meget disse kommuner vinder ved de samlede ændringer, samt hvor stort et nedslag, kommunerne ville have fået, såfremt kommunerne var inkluderet i nedslagsordningen.”

 

 

Svar på spørgsmål nr. 82:

Nedslagsreglen i forbindelse med forslaget om udligning af selskabsskat, jf. § 23 i lovforslag nr. L 194, indebærer, at for de kommuner, der i 2007 har et provenu af selskabsskat, som overstiger 1 procent af beskatningsgrundlaget, fastsættes et nedslagsbeløb svarende til den del af provenuet, der ligger over grænsen på 1 procent af beskatningsgrundlaget. Dette nedslagsbeløb fragår i det provenu af selskabsskat, som indgår i udligningsordningen.  For den enkelte kommune vil der i 2007 således højst kunne indgå et provenu af selskabsskat svarende til 1 procent af beskatningsgrundlaget i udligningsordningen.

 

Nedslagsordningen videreføres for de følgende år. Dog således at der er fastsat en overgrænse for nedslagsbeløbet for den enkelte kommune, således at nedslagsbeløbet det enkelte år ikke kan overstige foregående års nedslagsbeløb.

 

Nedslagsordningen omfatter endvidere kun de kommuner, som har tab på reformen, således som tabet fremgår af bilaget til lovforslag nr. L 194.

 

I alt 9 kommuner har i beregningerne til udligningsreformen et provenu af selskabsskat, der ligger over 1 procent af beskatningsgrundlaget. Heraf har 7 kommuner et samlet tab på reformen og er omfattet af nedslagsordningen i lovforslagets § 23.

 

2 kommuner – Københavns Kommune og Lemvig Kommune – har en samlet gevinst på reformen og er ikke omfattet af nedslagsreglen.

 

Københavns Kommune har en samlet gevinst på 12,7 mio. kr. Hvis kommunen havde haft et samlet tab på reformen og var omfattet af nedslagsordningen, ville kommunen have fået et nedslag på knap 110 mio. kr. i provenuet til udligning.

 

Lemvig Kommune har en samlet gevinst på 36,9 mio. kr. Hvis kommunen havde haft et samlet tab på reformen og var omfattet af nedslagsordningen, ville kommunen have fået et nedslag på knap 7 mio. kr. i provenuet til udligning.

Â