"Der ønskes en fuldstændig redegørelse for de forskellige ændringer fra 2006 til 2007, der vedrører Bornholm i aftalen om en ny kommunal udligning. Dette gælder skatteprocenter, udligningstilskud, bloktilskud og særtilskud, herunder til vanskeligt stillede kommuner og ø-tilskud."
De økonomiske konsekvenser for enkeltkommuner af reformen af det kommunale finansieringssystem er vist i bilag D til aftalen af 27. februar 2006 og bilaget til lovforslag nr. L 194. Beregningerne af konsekvenserne er foretaget i 2005-niveau.
Det fremgår, at Bornholms Kommune samlet har en gevinst på reformen på 18,2 mio. kr. (søjle 3 i tabellerne). Gevinsten er et resultat af et tab på kommunalreformen på 81,8 mio. kr. (søjle 1 i tabellerne) og en gevinst på udligningsreformen på 100,0 mio. kr. (søjle 2 i tabellerne).
Tabet på kommunalreformen på 81,8 mio. kr. er et resultat af flere forhold. Kommunalreformens opgaveændringer er for Bornholms Kommune beregnet til en merudgift på 223,7 mio. kr., mens overførslen af amtslige skatter er beregnet til at give kommunen en merindtægt på 213,1 mio. kr., i alt netto en beregnet merudgift på 10,6 mio. kr. på disse ændringer. Hertil taber kommunen 126,3 mio. kr. som følge af afskaffelsen af de hidtidige særordninger, jf. aftalens bilag B, herunder specielt afskaffelsen af de særlige tilskudsordninger på grundtakstområdet, dvs. de fastfrosne tilskud baseret på 2002-udgifterne. Omvendt modtager kommunen ekstra 55,2 mio. kr. i bloktilskud som følge af den samlede regulering af det kommunale bloktilskud i forbindelse med kommunalreformen. Det samlede tab på kommunalreformen på 81,8 mio. kr. svarer til en ændring i kommunens beskatningsniveau på 1,7 procentpoint (søjle 4 i tabellerne).
Gevinsten på udligningsreformen på 100,0 mio. kr. skyldes ligeledes flere forhold. Kommunen vinder 31,1 mio. kr. på omlægningen af ejendomsværdiskat, skat af aktieindkomster og pensionsafgifter. Hertil vinder kommunen 33,7 mio. kr. på ændringen af de sociale kriterier og de sociale kriterievægte i opgørelsen af kommunens udgiftsbehov og 28,0 mio. kr. som følge af forhøjelsen af udligningsniveauet. Endvidere vinder kommunen på udligningen vedrørende selskabsskat og ændringen af den samlede vægt af de socioøkonomiske kriterier.  Den samlede gevinst på kommunalreformen på 100,0 mio. kr. svarer til en ændring i kommunens beskatningsniveau på 2,08 procentpoint (søjle 5 i tabellerne).
De tilskud og bidrag, der er beregnet for Bornholms Kommune, fremgår af tabellen til besvarelsen af spørgsmål nr. 39 (alm. del). Det fremgår heraf, at det er forudsat, at Bornholms Kommune vil modtage et ø-tilskud på 31,4 mio. kr. (2005-pl-niveau). Det fremgår endvidere, at særtilskuddene til vanskeligt stillede kommuner ikke indgår i tabellen. Disse tilskud fordeles efter ansøgning på baggrund af kommunespecifikke forhold. Disse forhold kendes ikke nu, og det kan derfor heller ikke på nuværende tidspunkt vurderes, hvordan disse tilskud vil blive fordelt for 2007.
Bornholms Kommunes gevinst på den samlede reform på 18,2 mio. kr. svarer til en ændring af kommunens beskatningsniveau på 0,38 procentpoint. Med den overgangsordning, der er aftalt, vil Bornholms Kommune kunne tilpasse sit udgiftsniveau med ca. 9,6 mio. kr. svarende til 0,2 procent af beskatningsgrundlaget. De resterende ca. 8,6 mio. kr. svarende til 0,18 procent af beskatningsgrundlaget indgår ved fastsættelsen af skatteloftet for kommunen for 2007.
I alt indebærer overførslen af amtsskatter og overgangsordningen, at Bornholms Kommune får mulighed for at fastsætte en kommunal udskrivningsprocent på op til 25,92 procent og en grundskyldspromille på op til 33,41 promille i 2007, jf. bilaget til lovforslag nr. L 195.