Dato:            30. marts 2006

Kontor:         Kommunaløkonomisk kt.

J.nr.:             2006-2400-39

Sagsbeh.:   dle

Fil-navn:       Udligningsreform, spm 52

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 52 (Alm. del), som Folketingets Kommunaludvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 1. marts 2006

 

Spørgsmål 52:

"Der ønskes en analyse af de elementer i aftalen, der indebærer, at Lolland Kommune modtager mindre i udligning end tidligere."

 

Svar:

I aftalens bilag D fremgår de byrdefordelingsmæssige virkninger af kommunalreformen og de aftalte ændringer af det kommunale tilskuds- og udligningssystem. Der vises for det første ændringen af den enkelte kommunes økonomi som følge af kommunalreformen, dvs. virkningen af sammenlægningen af kommuner, overførslen af nye opgaver til kommunerne, overførslen af en del af den amtskommunale beskatning til kommunerne samt afskaffelse af en række særlige tilskuds- og udligningsordninger. Det forudsættes i denne beregning, at alle kommunale merudgifter og merindtægter som følge heraf kompenseres via bloktilskuddet henholdsvis modregnes i bloktilskuddet, samt at det nuværende tilskuds- og udligningssystem ikke ændres.

 

For det andet vises virkningen af ændringer af den enkelte kommunes økonomi som følge af udligningsreformen, og for det tredje den samlede økonomiske virkning for den enkelte kommune af kommunalreform såvel som udligningsreform.

 

For Lolland Kommune er der tale om en samlet negativ økonomisk virkning af kommunalreform og udligningsreform på 0,25 pct. af beskatningsgrundlaget. Det er dog i den sammenhæng vigtigt at fremhæve, at det ikke er udligningsreformen, der medfører denne samlede negative virkning. Tværtimod har Lolland Kommune en beregnet positiv økonomisk virkning af de aftalte ændringer af tilskuds- og udligningssystemet på 4,42 pct. af beskatningsgrundlaget. Men kommunalreformen, herunder tildelingen af nye opgaver og især den af kommunalreformen følgende afskaffelse af det nuværende refusionstilskud vedrørende grundtakstområdet, indebærer derimod en beregnet negativ økonomisk virkning for Lolland Kommune på 4,67 pct. af beskatningsgrundlaget

 

Udligningsreformen er altså til gavn for Lolland Kommune. Uanset at kommunalreformen har virkninger i negativ retning for kommunens økonomi indebærer ikke mindst omlægningen af en række særtilskud og midlertidige tilskud til et højere generelt tilskud for Lolland Kommune samlet en større budgetsikkerhed. Endvidere vil der fortsat være afsat en pulje til særtilskud til vanskeligt stillede kommuner, herunder Lolland Kommune. Lolland Kommune er endvidere en af de kommuner, som forventes med det nye tilskuds- og udligningssystem at få mulighed for at indgå en udviklingsaftale med et flerårigt særtilskud.