Dato:            4. april 2006

Kontor:         2.ø.kt.

J.nr.:             2006-2400-39

Sagsbeh.:   BS

Fil-navn:       Alm del spm 49

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 49 (Alm. del), som Kommunaludvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 1. marts 2006

 

Spørgsmål nr. 49:

"Hvilke kommuner forventes i 2007 at være omfattet af tilskud til vanskeligt stillede kommuner mv., jf. aftalens bilag B.”

 

Svar på spørgsmål nr. 49:

Af bilag B til Aftale om en kommunal finansieringsreform af 27. februar 2006 fremgår, at tilskuddet til særligt vanskeligt stillede kommuner fastsættes til 180 mio. kr. Herudover afsættes ekstra 150 mio. kr. i 2007 forlods af balancetilskuddet til en midlertidig forhøjelse af tilskudspuljen, som det er tilfældet i 2006.

 

Som det fremgår af bilag B skal tilskuddet som hidtil fordeles efter konkrete ansøgninger. Tilskuddet skal således fordeles efter kommunespecifikke forhold. Disse forhold kendes ikke nu, og det kan derfor heller ikke på nuværende tidspunkt vurderes, hvordan tilskuddet vil blive fordelt på kommuner i 2007.

 

Bilag B i aftalen angiver dog flere formål, som tilskudspuljen skal søge at tilgodese. Det angives således, at særtilskudsmidlerne er afsat med henblik på at dække sådanne særlige behov, som ikke opfanges af det generelle udligningssystem. Særtilskudsmidlerne vil endvidere kunne anvendes til at dække uforudsete behov, som der ikke er taget højde i forudsætningerne for beregningerne vedrørende finansieringsreformen. De ekstra særtilskudsmidler i 2007 skal herudover ses i sammenhæng med, at der i 2007 gælder et skatteloft for den enkelte kommune. Endelig er det i bilag B angivet, at en del af særtilskudsmidlerne skal anvendes til kommuner, som indgår en flerårig udviklingsaftale med Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Der henvises i den forbindelse til svaret på spørgsmål nr. 50.

 

Det fremgår også af bilag B, at for vanskeligt stillede kommuner i hovedstadsområdet fastholdes den nuværende tilskudspulje svarende til 0,1 procent af beskatningsgrundlaget, hvorfra kommunerne i hovedstadsområdet kan ansøge om særtilskud i 2007. Det gælder ligeledes for denne pulje, at det på nuværende tidspunkt ikke kan vurderes, hvordan tilskuddet vil blive fordelt på kommuner i 2007.

 

Endelig kan det nævnes, at det fremgår af bilag B, at særtilskuddene for både hovedstadsområdet og det øvrige land forventes fordelt på en relativt lavere andel af kommunerne end i dag. Dette indebærer, at der må anlægges nye kriterier for fordelingen fra og med 2007. I denne fordeling vil indgå vurdering af kommunernes økonomiske situation og for 2007 indgår endvidere et særligt hensyn til skatteloftet.