"Der ønskes en beskrivelse af forskellene på den model for yderligere udligning, som Finansieringsudvalget medtog i sin model 1, og den aftalte model for overudligning."
I model 1 i Finansieringsudvalgets rapport indgik det, at det kommunale skatteprovenu udskrevet på den del af indkomsten, der oversteg 400.000 kr., skulle indgå i en pulje, som skulle fordeles til alle kommuner efter indbyggertal. Indkomsten blev i denne forbindelse opgjort som den skattepligtige indkomst fratrukket personfradrag.
Da denne del af indkomstskatten dermed blev udlignet fuldt ud, skulle den ikke også indgå i den generelle kommunale udligning. Det kommunale beskatningsgrundlag, som lå til grund for udligningen i denne model, blev derfor opgjort eksklusive den del af den skattepligtige indkomst fratrukket personfradrag, som oversteg 400.000 kr.
I den aftalte model indgår det ovenfor nævnte element med fuld udligning af indkomster over 400.000 kr. ikke. Skatten herfra indgår i stedet i opgørelsen af kommunens beskatningsgrundlag, som indgår i udligningen med de nedenfor nævnte udligningsniveauer.
Men det kan nævnes, at modellen indebærer, at det kommunale provenu af ejendomsværdiskat og skat af aktieindkomster overgår til staten. Det kommunale provenu af disse skatter indgik i Finansieringsudvalgets model 1 i det kommunale beskatningsgrundlag og dermed i udligningen. Herudover indgår det i den aftalte model, at det kommunale provenu af pensionsafgifter overgår til staten. Det kommunale provenu heraf er ikke hidtil blevet udlignet.
Den aftalte model indebærer i øvrigt et udligningsniveau i landsudligningen på 58 pct., i hovedstadsudligningen på 27 pct. og i udligningen for ugunstigt stillede kommuner på 32 pct. Overudligningsloftet er i den aftalte model på 92 pct.
 Â