Bilag til udenrigsministerens                                                                                                                                Forsvarsudvalget
skrivelse af 4. september 2006                                                                                                                           (alm. del – spm. 46)
                                                                                                                                                                                                  (offentligt)
Spørgsmål nr. 46 :
Vil ministeren opdatere svaret på spørgsmål 39, stillet til beslutningsforslag nr. B 64 om udvidelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan, herunder besvare, om ministeren er af den opfattelse, at det ikke har negative konsekvenser, når afghanske flygtninge frivilligt eller ufrivilligt vender hjem, samt om ministeren er af den opfattelse, at Danmarks tilslutning til den internationale strategi i Afghanistan ikke kan skabe problemer for den humanitære indsats herunder genopbygning i Afghanistan?
Svar:
Siden situations- og trusselvurderingen for Afghanistan af 9. januar 2006 i forbindelse med behandling af beslutningsforslag nr. B 64 har FE offentliggjort yderligere tre vurderinger - senest den 14. juli d.å. Vurderingerne kan findes på FE’s hjemmeside på nedenstående link:
(http://forsvaret.dk/FE/Presserum/Artikler+Pressemeddelelser+mv/#AfghanistanTrussel02062006)
Siden 2002 er mere end 4½ million afghanere vendt tilbage til Afghanistan, primært fra Pakistan og Iran. 2,5 millioner afghanere opholder sig fortsat i Pakistan og mere end 900.000 i Iran. UNHCR anser det for at være en betydelig udfordring at repatriere disse. Mange har levet i landflygtighed i mere end 20 år, halvdelen er under atten og de fleste kommer fra områder i Afghanistan som er usikre og underudviklede. Ifølge en regeringsundersøgelse sidste år er det manglen på land og boliger samt indkomstmuligheder, der afholder flygtningene fra at vende hjem. UNHCR tilbyde tilbagevendende afghanere bistand til rejsen samt et lille startbeløb til at genetablere sig for.
For at fremme de resterende flygtninges tilbagevenden vil Afghanistan udarbejde en detailstrategi for reintegration, herunder for fordeling af land og etablering af nye landsbyer. Overordnet er landets samlede udviklingsplaner beskrevet i den afghanske udviklingsstrategi (Afghanistan National Development Strategy) for genopbygning og udvikling. Flygtninge er én af de sårbare grupper som udviklingsstrategien har fokus på og strategien indeholder planer om en række udviklingsprogrammer, der vil komme tilbagevendende flygtninge til gode.
En øget stabilitet i hele landet er en forudsætning for økonomisk vækst og en udvikling, der vil sætte alle landets borgere i stand til at være selvhjulpne.
Der henvises i øvrigt til besvarelse af spørgsmål nr. 45 (alm. del).