Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

25. september 2006

J.nr.: 3439

 

Folketinget har ved skrivelse af 13. september 2006 (FLF alm. del – spørgsmål 476) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål S 476:

”Vil ministeren oplyse, hvilke initiativer der er taget med henblik på at sikre, at Smiley ordningen administreres ensartet over hele landet, hvilket må være en forudsætning for et centralt mærkningssystem?”

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som har oplyst følgende, hvortil jeg henholder mig:

 

”Én af årsagerne til at fødevarekontrollen i 2000 blev flyttet fra kommunerne til Fødevarestyrelsen var netop ønsket om at sikre en større ensartethed i kontrollen med virksomhederne landet over.

 

Derfor har dette konstant været et mål for arbejdet, hvilket fremgår af styrelsens kontrolprincipper og –strategier. Her fremgår det imidlertid også, at ensartethed først og fremmest handler om at få reglerne efterlevet lige godt over hele landet.

 

Kontrolafdelingerne skal anvende den sanktion, der er nødvendig for at få reglerne efterlevet. Det indebærer at sanktionen ikke nødvendigvis vil være den samme for den samme forseelse. I en ellers veldrevet virksomhed, som sædvanligvis retter ind efter kontrolafdelingens anvisninger, kan det i nogle tilfælde være tilstrækkeligt med en løftet pegefinger i form af en indskærpelses-smiley, mens erfaringen kan vise, at det i en anden virksomhed, vil være nødvendigt med en skrappere sanktion, for at nå samme resultat.

 

Der er også andre faktorer, der indvirker på, hvor mange smiley’er der tildeles i en region i en given periode. Det afhænger bl.a. af, hvilke virksomheder der findes i regionen (antal, brancher, størrelse, etnicitet m.v.) og hvilke lovområder der kontrolleres – herunder hvilke kontrolkampagner m.v. regionen gennemfører.

 

Styrelsen har gennemført en række tiltag og anvendt en række virkemidler for at opnå en større ensartethed, bl.a.:

-         Fastlæggelse af regler i kontrolvejledningen om ensartet kontrol og ensartede afgørelser i samme type sager, 

-         Efteruddannelse af tilsynspersonalet med fokus herpÃ¥,

-         Drøftelser af ensartethed pÃ¥ møder mellem kontrolcheferne og kontrolstyringskontoret,

-         Udviklingen af statistiske værktøjer til at følge udviklingen imellem regionerne - og imellem de tilsynsførende i den enkelte kontrolafdeling,

-         Evaluering af ensartethed ved Mørkhøjs supervision af regionerne,

-         PÃ¥læg til regioner som ikke hurtigt nok har nærmet sig landsgennemsnittet.

 

Styrelsen skal henlede opmærksomheden på at Fødevareudvalgets revisionsenhed i ”Revision af Fødevarestyrelsens kontrol med fødevare i 2005” i afsnit 4.1. stillede spørgsmålet ”Er der forskel på, hvor mange af de forskellige typer smiley regionerne giver?”.

 

Revisionsenheden konkluderede at forskellene i sanktionsanvendelsen regionerne imellem var blevet mindre markante siden 2002, men at der fortsat var variation i regionernes tildeling af smiley i 2005.

 

Spørgsmålet om ensartethed her derfor fortsat høj prioritet. Det er således planlagt at drøfte dette ved kontrolstyringskontorets supervision i efteråret, hvor cheferne for de nye regioner og de respektive kontrolchefer deltager.”

 

 

 

 

 

Lars Barfoed

 

 

/Maria Krohn