Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

25. september 2006

J.nr.: 3439


 

 

Folketinget har ved skrivelse af 13. september 2006 (FLF alm. del – spørgsmål nr. 475) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål  475:

”Vil ministeren oplyse baggrunden for, at der er langt flere sure smileys i det sønderjyske område i forhold til det øvrige land, jf. artiklen ”Den sure Smiley-regn falder tættere i det sønderjyske” fra Jyske Vestkysten den 13. september 2006?”

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som har oplyst følgende, hvortil jeg henholder mig:

 

”Som det fremgår af svaret på spørgsmål S 476 er der en række faktorer, der kan begrunde, at der er forskelle på smiley-fordelingen kontrolafdelingerne imellem, uanset at der foregår en løbende bestræbelse på, at få en mere ligelig fordeling.

 

For 2005 var fordelingen af smiley’er således:

                      Hele landet     Region Sønderjylland

Smiley 1:        76,7%            76,4%

Smiley 2:        19,6%            19,1%
Smiley 3:        1,5%              1,0%

Smiley 4:        2,1%              3,5%

 

Region Sønderjylland var således meget tæt på landsgennemsnittet for smiley 1 og 2. Derimod lå regionen for smiley 3 og smiley 4 hhv. under og over landsgennemsnittet. Det blev samlet givet 4,5% smiley 3 og 4 mod et landsgennemsnit på 3,6% - dvs. en afvigelse på 0,9%.

 

Procenterne svarer for Region Sønderjylland til 27 smiley 3 og 93 smiley 4. Det er statistisk set små tal, som det er vanskeligt at basere vidtgående konklusioner på.

 

Fødevareregion Sønderjylland har i de seneste år prioriteret kontrollen med bagere, slagtere og værtshuse/diskoteker højt, da det er brancher, hvor regionen har skønnet, der har været et særligt behov for at få virksomhederne til at rette ind.


Således har regionen i mange tilfælde besøgt bagerne om natten for at følge op på problemer omkring rengøring og almindelige hygiejneregler. Det samme er sket med værtshuse og diskoteker, hvilket har udløst en række sure smiley’er. Et nært samarbejde med politi og Skat har også betydet, at regionen ofte er blevet tilkaldt.

 

Regionen har endvidere foretaget en række laboratorie-kontroller af kogte pølser – hvilket har udløst et meget stort antal bøder til slagterne i 2005.”

 

 

 

Lars Barfod

 

 

/Maria Krohn