Udkast til tale

<DOCUMENT_START>

til ministeren til brug ved samråd i Folketingets

Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

den 27. oktober 2005

(sammen med familie- og forbrugerministeren)

 

Samrådsspørgsmål G (til justitsministeren og familie- og forbrugerministeren):

 

”Vil ministeren redegøre for status for transporter af svin i Danmark og kontrollen heraf og indsatsen mod ulovlige transporter?”

 

Samrådsspørgsmål I (til justitsministeren):

 

”Overvejer ministeren at intensivere politiets kontrol af svinetransporter?”

 

1. Jeg vil gerne starte med at takke udvalget for, at vi i dag får anledning til en samlet drøftelse af en række spørgsmål, der knytter sig til transport af dyr.

 

Da samrådsspørgsmålene G og I begge knytter sig til kontrollen af dyretransporter, vil jeg besvare disse to spørgsmål samlet.

 

2. Som familie- og forbrugerministeren nævnte i sin tale, er rapporten om kontrol med dyretransporter nu blevet offentliggjort. Rapporten omhandler blandt andet den kontrol, der udføres under Justitsministeriets område: Politiets kontrol af dyretransporterne.

 

Jeg vil her redegøre nærmere for politiets kontrol, og jeg vil desuden oplyse om de tiltag, som Rigspolitichefen har oplyst at ville tage med henblik på at styrke politiets kontrolindsats.

 

3. Både Rigspolitiets Færdselsafdeling og politikredsene foretager stikprøvekontrol af, om reglerne om indretning af køretøjer og behandling af dyr under transport overholdes. Denne kontrol sker dels som et led i politiets almindelige landevejskontrol og patruljering, og dels som målrettet kontrol. Rigspolitiets Færdselsafdeling udfører i den forbindelse målrettede stikprøvekontroller, som eksempelvis kan finde sted ved grænsen eller ved slagterier.

 

Rigspolitiet har i de senere år prioriteret netop dyretrans­porter som et indsatsområde. Medarbejderne har således været på et særligt kursus i kontrol af dyre­transporter, og der er oprettet en sektion for kontrol af tunge køretøjer, herunder køretøjer, der transporter dyr.

 

Med henblik på i øvrigt at styrke politiets og anklagemyndighedens arbejde i dyreværnssager blev der sidste år udarbejdet en manual for politikredsenes behandling af dyreværnssager. Herudover er der i foråret i år afholdt kurser om dyreværnslovgivningen for de medarbejdere i politikredsene, som beskæftiger sig med dyreværnssager. Det er bl.a. medarbejdere ved Rigspolitiets tungvognssektion, der har undervist på dette kursus. Desuden er det allerede eksisterende samarbejde mellem fødevareregionerne og politikredsene blevet styrket.

 

Rigspolitiets Færdselsafdeling, herunder særligt den nævnte tungvognssektion, har et tæt samarbejde med Fødevarestyrelsen og fødevareregionerne om kontrollerne. De målrettede kontrolaktioner, som der er planlagt næsten 50 af i år, sker som udgangspunkt med bistand fra de veterinære myndigheder, typisk ved at der er en dyrlæge til stede i forbindelse med kontrollen.

Sidste år foretog Færdselsafdelingen kontrol af 220 køretøjer. Kontrollerne var særligt rettet mod dokumentation, transportmidlernes indretning og lastetæthed, og der blev optaget 57 rapporter om overtrædelser. Ca. halvdelen af overtrædelserne var af mere formel karakter, f.eks. manglende godkendelse af køretøjet, eller at autorisation til at transportere dyr ikke var medbragt. Den anden halvdel af fejlene angik dyrene – herunder særligt lastetæthed, transporttid og strøelse.

 

I år er der indtil videre foretaget kontrol af 233 køretøjer, hvilket har medført optagelse af 61 politirapporter fordelt på 60 transportmidler. 25 rapporter har omhandlet mere formelle fejl, mens der i 36 tilfælde har været tale om fejl, der direkte har med dyrenes velfærd at gøre – f.eks. for høj belægningsgrad, for lav indvendig højde eller mangel på vand eller foder.

 

Der er dermed også i år fortsat konstateret fejl ved ca. en fjerdedel af transporterne, og igen vedrører knap halvdelen af disse fejl de mere formelle krav til transport af dyr.

 

Det er efter min mening uacceptabelt, at der således er konstateret fejl, der direkte har med dyrenes velfærd at gøre, i mere end hver 7. af de kontrollerede transporter.

 

For at skabe et kontrol-pres, der tilskynder transportørerne til at overholde reglerne, er det afgørende, at politiets kontrol foregår så effektivt som muligt, og at der findes ekspertise på området. Jeg er derfor tilfreds med, at Rigspolitiet har givet området en særlig prioritet i de senere år og har uddannet medarbejdere med særlig kompetence til at foretage kontrol af dyretransporter.

 

Rigspolitiet har endvidere tilkendegivet, at kontrolindsatsen vil blive yderligere forstærket i 2006. Det øgede kontrolpres skyldes netop den høje andel af overtrædelser. Jeg er helt enig i denne fortsatte prioritering af kontrollen med dyretransporter, og jeg har samtidig en forventning om, at den styrkede indsats vil føre til færre overtrædelser.

 

Jeg skal ikke undlade at bemærke, at jeg står uforstående overfor den omstændighed, at der fortsat – trods den massive opmærksomhed på netop dyrs forhold under transport – er så mange transportører, der ikke overholder reglerne om transport af dyr!

 

Jeg har i den forbindelse noteret mig, at også transportbranchen beklager antallet af overtrædelser. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, at branchen i medierne beklager overtrædelserne. Det er derimod nødvendigt, at den enkelte transportør tager ansvar for at overholde reglerne.

 

Jeg vil derfor nøje følge udviklingen i andelen af kontrollerede køretøjer, der ikke overholder reglerne om transport af dyr. Hvis andelen ikke falder, vil jeg således overveje, hvilke tiltag der er nødvendige, for at transportørerne kan bringes til at forstå, at dyrs velfærd skal sikres under hver eneste transport.