Udkast til tale

<DOCUMENT_START>

til ministeren til brug ved samråd i Folketingets

Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

den 27. oktober 2005

 

Samrådsspørgmål J:

”Vil ministeren stramme op på muligheden for at give administrative bøder til landmænd der overtræder dyrevelfærdsreglerne?”

 

1. Det er efter min opfattelse vigtigt, at vi løbende overvejer, om de eksisterende sanktioner for overtrædelse af lovgivningen er tilstrækkeligt effektive og smidige – det gælder også på dyreværnsområdet.

Med hensyn til spørgsmålet om udstedelse af bøder kan jeg indledningsvist oplyse, at dyreværnsloven ikke giver Fødevarestyrelsen eller fødevareregionerne hjemmel til at udstede administrative bødeforlæg.

 

Administrative bøder er karakteriseret ved, at særmyndigheden selv – uden at det er nødvendigt at inddrage politiet – kan udstede bødeforlæg. I sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen ville kompetencen til at udstede bødeforlæg i givet fald skulle tillægges Fødevarestyrelsen eller fødevareregionerne.

 

Betaler borgeren bøden, regnes den som en straf på linje med en bøde fastsat af domstolene. Betaler borgeren ikke bøden, overdrages sagen til politiet.

 

Administrative bøder kan i øvrigt alene anvendes, hvor der ikke vil være tale om frihedsstraf eller rettighedsfrakendelse.

 

2. En fordel ved at ændre dyreværnsloven og give mulighed for at udstede administrative bøder, kunne være, at Fødevarestyrelsen eller fødevareregionerne ville få adgang til selv at udstede bøder i forbindelse med konstateringen af dyreværnsmæssigt kritisable forhold.

 

Der er imidlertid en række betingelser, der bør være opfyldt, for at administrative bøder kan anvendes. Det skyldes, at det jo er et helt grundlæggende udgangspunkt i vores samfund, at straf idømmes af domstolene. Det sikrer blandt andet, at en række processuelle bestemmelser iagttages.

 

De tilfælde, hvor der i lovgivningen er givet særmyndigheder beføjelse til at udstede administrative bødeforlæg, er karakteriseret ved at være områder med et betydeligt antal straffesager, og hvor der i retspraksis er fastlagt entydige retningslinjer for, hvilke bødestørrelser de pågældende overtrædelser skal sanktioneres med. For at give den tilstrækkelige sikkerhed for, at den bødestørrelse, som myndigheden fastsætter i forlægget, afspejler praksis, er det er således nødvendigt, at der er tale om et relativt ensartet sagsområde med en tilpas stor sags­mængde.

 

Fødevarestyrelsen har i forbindelse med rapporten om dyrevelfærdskontrollen, som blev offentliggjort den 14. oktober 2005, anført, at det er styrelsens umiddelbare vurdering, at der er tale om tilstrækkeligt ensartede sager i højst 25% af sagerne om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.

 

Denne vurdering gælder dog for transport af dyr og hold af dyr samlet set. Det er derimod styrelsens vurdering, at der vil være tale om en temmelig begrænset andel af sager udelukkende om hold af dyr, som er det, jeg forstår samrådsspørgsmålet umiddelbart retter sig mod.

 

Styrelsens vurdering skyldes flere forhold. For det første er der indtil videre ganske sparsom retspraksis på området, da der var få sager frem til begyndelsen af 2004, hvor stikprøvekontrollen i besætningerne blev intensiveret. For det andet omhandler en del af sagerne flere forskelligartede forhold, hvor der f.eks. blot findes retspraksis på et enkelt af forholdene. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis der rejses sag for overtrædelse af reglerne om rodemateriale, fravænningsalder og skuldersår. Det vil for at kunne udstede en administrativ bøde være nødvendigt, at der foreligger praksis på alle tre områder.

 

Hertil kommer, at der skal være tale om sager, hvor det er let at konstatere, om der foreligger en lovovertrædelse, således at der typisk ikke vil være behov for en nærmere bevisførelse.

 

Fødevarestyrelsen har i den forbindelse oplyst Justitsministeriet om, at fødevareregionerne i konkrete sager - afhængigt af overtrædelsens karakter - typisk vil tage billeder af den fundne overtrædelse, og at regionen vil udarbejde en veterinærfaglig beskrivelse af de konstaterede forhold. Da overtrædelser af dyreværnslovgivningen i en række tilfælde ikke vil være objektivt konstatérbare, vil der ofte være behov for yderligere bevisførelse i disse sager.

 

3. Det er på baggrund af Fødevarestyrelsens oplysninger og de ovennævnte retssikkerhedsmæssige betragtninger umiddelbart min opfattelse, at området for hold af dyr ikke er velegnet til at give Fødevarestyrelsen eller fødevareregionerne adgang til at udstede administrative bødeforlæg.

 

Min vurdering skyldes, at den lettelse af sagsbehandlingen, som administrative bøder vil medføre, vil være ganske sparsom, da få sager på det foreliggende grundlag vil være egnede til at afslutte med et administrativt bødeforlæg.